Finnjollerne gennemfører DM trods corona - sejlere fra fire nationer er klar
På under to døgn har 15 sejlere meldt deres ankomst i august. Den forsvarende DM-stævnevinder og tidligere verdensmester Thomas Schmid er klar, ligesom danske Otto Strandvig er i favoritfeltet. Arrangørerne håber, at forsamlingsforbuddet hæves til 100 personer inden stævnestart.
Genåbningen af Danmark er i gang. Ikke kun i skolerne, på arbejdspladserne og blandt de kulturelle tilbud er dørene lukket op. Også landets sejlklubber og klasseforbund har nu fået mulighed for at sætte kapsejladser i søen.
Det får Finnjollerne at mærke. Den danske klub har således åbnet for tilmeldingen til årets danmarksmesterskab, der sejles i sjællandske Reersø den 21.-23. august.
Satser på nyt forsamlingsforbud
15 sejlere fra Danmark, Norge, Tyskland og Holland har foreløbigt taget imod stævneinvitationen. Et antal, der efterlader rigeligt plads på linjen - også når de frivillige, baneledere og lignende medregnes.
Men forløber tilmeldingen som ventet, bliver det nuværende forsamlingsforbud på 50 personer udfordret:
- Hvis regeringen holder fast i de 50 personer som øverste grænse, så må vi indføre en adgangsbegrænsning. Hvordan det i givet fald skal gøres, har vi ikke besluttet, da vi håber, at det ikke bliver et problem, påpeger Michael Staal, bestyrelsesmedlem i Dansk Finnjolle Klub, overfor Minbaad.dk.
Holder regeringen fast i sine tidligere udmeldinger, hvormed forsamlingsforbuddet i august hæves til 100 personer, forventer Finnjolleklubben til gengæld ikke, at deltagerantallet og forbuddet vil kollidere.
Vil bane vej for breddeidrætten
Værterne fra Reersø Baadeklub, Mikael Jeremiassen fra Dansk Sejlunion, baneleder Jan Madsen samt Finnjolleklubbens Jan Peetz har den seneste tid arbejdet tæt sammen for at sikre, at regeringens restriktioner overholdes, samtidig med at niveauet på kap-banen lever op til sit vanlige niveau:
- Alle de nævnte parter er enige om, at vi er fuldt ud i stand til at gennemføre et DM på højt sportsligt niveau, samtidig med at vi overholder alle regler i forhold til corona, understreger Michael Staal.
Samtidig er håbet, at afholdelsen af DM-stævnet kan bane vejen for den øvrige breddeidræt:
- Vi tror, at dette DM, med baggrund i den omhyggelige planlægning og de altid besindige Finnjollesejlere, kan hjælpe Dansk Sejlunion og DIF med gode argumenter til at skabe breddeidrætten bedre vilkår her i coronakrisen, forklarer Staal og uddyber:
- Når man nu kan være flere tusinde tilskuere med én meters mellemrum på fodboldstadions, så kan man også være 50 sejlere i hver sin jolle på to kvadratsømil åbent hav.
Se den foreløbige deltagerliste til DM-stævnet i Reersø her.