Ny podcast: OK-jollen hitter i Korsør og Skælskør - mød Tom Scott Stengade
På blot to år er det lykkes ildsjæle at samle en OK-jolle-fleet med over ti joller og ugentlige kapsejladser. Journalist og sejler Per Ølholm har atter en podcast klar fra klassen. Mød her én af mændene bag, Tom Scott Stengade
En tovholder, en dedikeret banedommer, en flittig fotograf og fem udtjente OK-joller.
Det er opskriften på at få gang i en OK-jolle-fleet fra nul, lyder det fra Tom Scott Stengade, der har været med til at starte den succesfulde OK-jollegruppe på Vestsjælland. I daglig tale ”Banditterne”.
Appellerer til modne mænd
I dag – to år senere – samarbejder Korsør og Skælskørs sejlklubber om at være vært for OK-sejlerne. De dyster flittigt hver uge – og flåden er nu oppe på 10+ joller.
- OK-jollen er vildt udfordrende og appellerer til os modne mænd, som elsker kapsejlads, forklarer Tom Scott Stengade.
Hør hele historien om Banditterne og deres kamp for at omvende aldersmodne kølbådssejlere til jolle-ekvilibrister.
Tag eksempelvis historien med i ørene, mens du vinterklargører din båd.