Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Niels og Kristian Mathisen sælger nu Mathis Værft A/S. Foto: Troels Lykks
Kort Nyt

Det store reparationsværft Mathis Værft i Aalborg solgt til Stensminde Holding

Den yngre Kristian og ældre 73-årige Niels Mathiesen har efter længere tids overvejelser valgt at sælge det 160-årige Mathis Værft A/S til Stenseminde Holding ApS, som Henrik Sørensen står bag.

Af Troels lykke |

Ejendoms- og udlejningsvirksomheden Bådebyggervej 7 A/S og dermed datterselskabet Mathis Værft A/S i Aalborg har fået ny ejer med virkning fra 1. juni 2020.

Kristian og Niels Mathiesen har efter længere tids overvejelser valgt at sælge Mathis Værft A/S. Den nye ejer er Stenseminde Holding ApS, som Henrik Sørensen står bag.

Henrik Sørensen, der er administrerende direktør i DESMI A/S, ønsker at videreføre værftet med de samme værdier, som værftet allerede er kendt for – nemlig det gode håndværk med fokus på ordentlighed og redelighed, fortæller værftet i dag i en pressemeddelelse. 

Henrik Sørensen har endvidere visioner om på sigt at føre yderligere aktiviteter til værftet og området.

Et af landets største reparationsværfter

Mathis Værft A/S er i dag et af Danmarks største reparationsværfter inden for lystbåde og mindre erhvervsfartøjer og har gennem værftets mere end 160-årige historie bygget utallige specialfartøjer, fiskekuttere, lystbåde og redningsbåde samt løsninger inden for komposit-konstruktioner.

Værftets tilgang til kvalitet udgør grundstammen i kundeoplevelsen som opretholdes i kraft af de mange ansatte, hvoraf hovedparten har meget lang erfaring med bådebyggerfaget.

Jacob Mikkelsen vil stå for drift af virksomheden

- Værftet fortsætter som vanligt med samme høje niveau af kvalitet og service. Alle beddinger, kraner og faciliteter bibeholdes, således at værftet fortsat kan levere det totale leveringsomfang, som kræves ved nybygninger, ombygninger samt små som store reparationer, forklarer Jacob Mikkelsen, der i forbindelse med overdragelsen af Mathis Værft A/S er ansat som administrerende direktør.

Jacob Mikkelsen vil stå for den daglige drift af virksomheden. Jacob Mikkelsen er oprindeligt udlært af Mathis og har igennem hans 19 år på værftet arbejdet med utallige aspekter af bådebygning.

De seneste 11 år har Jacob Mikkelsen arbejdet ved Siemens Gamesa og Aalborg Energie Technik A/S, senest som indkøbschef. Jacob Mikkelsen tiltræder den 1. august 2020.

Niels vil trappe ned og Kristian vil uddanne sig

Niels og Kristian Mathis har drevet værftet i 40 år, men tiden var kommet til, at Niels ville trappe lidt ned, og Kristian ønsker at gå i anden retning, hvor han i første omgang vil supplere sin uddannelse 2 inden for det maritime.

Både Niels og Kristian udtaler samstemmende:

- Det er en glæde at se, at værftet kommer til at køre videre i den ånd, vi har opbygget og drevet det, og vi glæder os til at følge værftets udvikling fra sidelinjen.

Se Minbaad.dk video med Niels Mathisen, da han fyldte 70 år

Den nye ejer Henrik Sørensen:

- Det er en fantastisk mulighed at have fået lov til at købe og drive værftet videre. Værftet ligger strategisk godt ud til fjorden, og der er faciliteter og beddinger til at udføre opgaver på større fartøjer for såkaldte professionelle kunder, og samtidig har jeg en tro på at fritidssejlads er i positiv udvikling. Når jeg samtidig har visioner om at tilføre yderligere aktiviteter til området, kan det blive en både spændende opgave og langsigtet også en god forretning. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader