Nyt projekt i Helsingør skal lokke unge til bådebygger-branchen
Mandag den 8. juni indvies ’Håndværk på Havnen’ af kulturminister Joy Mogensen og Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær. ’Håndværk på Havnen’ er et nyskabende samarbejde mellem bådebyggeruddannelsen ved U/NORD og M/S Museet for Søfart.
I Helsingørs historiske havn rykker folkeskoleelever udenfor og bygger både – som de selv skal sejle i.
Det sker i forbindelse med samarbejdsprojektet ’Håndværk på Havnen', der er støttet af Nordea-fonden over en tre-årig periode, og henvender sig til lærere og elever i folkeskolens fag ’Håndværk og design’. Med værktøj i hånden bliver eleverne i et autentisk miljø inddraget i en bådebyggerproces fra idé til færdigt produkt.
Skal videreføres til andre landsdele
Forløbet sluttes af med en søsætning, hvor eleverne afprøver deres selvbyggede både.
- Som uddannelsesinstitution for bådebygger- og sejlmageruddannelserne glæder vi os rigtig meget til at komme ud og præsentere fagene sammen med M/S Museet for Søfart og Nordea-fonden for en masse unge mennesker, siger Jacob Krøyer Olsen, uddannelseschef ved U/NORD.
’Håndværk på Havnen’ indvies af Joy Mogensen mandag den 8. juni kl. 9.00 og igangsættes i Helsingør Havn, men skal over de kommende år videre til andre maritime miljøer i hele Danmark, blandt andet Holbæk og Ebeltoft.
- Vi er ikke kun et museum for fortiden. Vi er også et museum for fremtiden, og finder det derfor helt naturligt at samarbejde med en erhvervsuddannelse om at gøre unge bevidste om det maritime håndværk, siger Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart.
Program:
9.00: 7. klasse fra Hellebækskolen ankommer omklædt i arbejdstøj til havneområdet ved siden af M/S Museet for Søfart (adresse: Ny Kronborgvej 1)
9.05: Velkomst til børn og bådebyggere v/ Borgmester Benedikte Kiær
9.05: Officiel åbning af HÅNDVÆRK på HAVNEN v/ Kulturminister Joy Mogensen
9.10: Børnene går i gang med at bygge under vejledning af bådebyggere fra U/NORD (Hillerød Tekniske Skole)
9.20: M/S Museet for Søfarts direktør Ulla Tofte viser Joy Mogensen rundt på havnen, hvor den maritime kulturarv bevares og levendegøres af frivillige.
Fakta om projektet:
• Samarbejde mellem Bådebyggeruddannelsen ved U/NORD og M/S Museet for Søfart. Projektet er støttet af Nordea-fonden
• Projektperiode 2020-2022
• Mere information på: https://mfs.dk/haandvaerk-paa-havnen/