Tidligere bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion Henrik Pedersen blev kun 71 år
Lynæs-sejler Henrik Pedersen, tidligere bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion og vicepræsident i European Boating Association, sov stille ind mandag den 1. juni efter længere tids sygdom. Dansk Sejlunion skriver mindeord.
Henrik Pedersens sejlerkarriere startede i 1974 med købet af en ældre træjolle, men det blev siden til kølbådssejlads med familien, bl.a. i Olsen 31 og X 332.
Han var uddannet bankmand og arbejdede med at finansiere lystfartøjer og rådgive om bådenes papirforhold.
Henrik Pedersen meldte sig i 1978 ind i Lynæs Sejlklub, hvor han hurtigt blev involveret i det frivillige klubarbejde. Først i kapsejladsudvalget og senere i juniorudvalget, hvor han blev formand, og dermed fulgte en plads i klubbens bestyrelse, fortæller Dansk Sejlunion på deres hjemmeside.
Arbejdet med ungdommen omfattede bl.a. introduktion af Hobie 405 som 2-personers klubjolle og etableringen af Optimist Class Denmark i 1996. Året efter blev han hædret med Dansk Sejlunions Ungdomslederpris.
I sin sejlklub bestred han i årene 2000 til 2010 formandsposten, men han fortsatte i flere år i bestyrelsen.
Henrik Pedersen engagerede sig også tidligt i kredsarbejdet i Isefjordskredsen. Han blev formand for kredsen i 2004 og fik dermed plads i Dansk Sejlunions Hovedbestyrelse, hvor han sad til 2006.
I bestyrelsen var det særligt forholdene for danske bådejere og tursejlerne, der nød godt af hans store engagement og lyst til at give andre glæden ved at sejle. Funktionen som kredsformand beholdt Henrik Pedersen helt frem til 2015.
Engagementet for bådejerne og tursejlerne blev ikke holdt til de danske havne. I 2013 blev Henrik Pedersen Dansk Sejlunions repræsentant i Nordiska Båtrådet og i European Boating Association, hvor han har virket både som vicepræsident og som kasserer og arbejdet med vidt forskellige dagsordener som bundmaling og sejlads ad Europas floder. Samtidig har han deltaget aktivt i Dansk Sejlunions samarbejde med Danske Tursejlere.
Da Henrik Pedersen i 2020 på grund af sygdom måtte opgive sin livslange deltagelse i det nationale og internationale arbejde for sejlere og bådejere, blev han hædret med Dansk Sejlunions ærestegn.
I den forbindelse sagde Dansk Sejlunions formand til Henrik Pedersen:
”Du er et forbillede - et fantastisk billede på en frivillig, som hele tiden udvikler og fornyr dig selv og den del af sejlsporten, du er involveret i.”
Henrik Pedersen efterlader sig hustruen Ingeborg, børnene Sofus og Sofie samt fire børnebørn.
Æret være Henrik Pedersens minde.
Bisættelsen finder sted tirsdag den 9. juni fra Stengård Kirke i Lyngby, hvor kun inviterede har adgang på grund af corona-situationen.
Henrik og familien har bedt om, at der ikke sendes blomster, men at et beløb i stedet indbetales til Kræftens Bekæmpelse på konto 3001 0001155, mrk. Henrik Pedersen.
Kilde. Dansk Sejlunion