Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det var lidt frisk i vejret derude med en meter bølger og en vind på omkring 10 meter i sekundet, da havaristen skulle trækkes fri ved Musholm. Arkivfoto: Marinehjemmeværnet

31-fods motorbåd sejlede på stenrevet mellem Musholm og Nordholm

Fredag aften sendte Forsvaret Marinehjemmeværnet fra Odense/Kerteminde ud til en grundstødt motorbåd ved Musholm. Det var en stort set umulig opgave at slæbe ham fri. Læs beretning fra Marinehjemmeværnets besætning.

Af Troels Lykke |

Fredag den 2. oktober kl. 19.05 blev fartøjet ALDEBARAN kontaktet af vagthavende ved JRCC (Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre red.) om assistance til en grundstøder på Musholm (ubeboet ø i Storebælt nord for Korsør, red.).  

Det drejede sig om en 31 fod lang motorbåd med tre personer om bord, der var sejlet på stenrevet mellem Musholm og Nordholm. Der var ikke meldt om vandindtrængen eller tilskadekomne. 

Grundstødt på stenrev med tre om bord

Marinehjemmeværnet i Odense/Kerteminde skulle denne weekend sejle farvandsovervågning for Søværnet.

Det foregik med Aldebaran og en besætningen på ti gaster med undertegnede som fartøjsfører. Vi var lige mødt på skibet, der lå i Slipshavn ved Nyborg efter at have været brugt til et dæksgast-kursus for nye medlemmer, da opgaven tikkede ind, skriver Marinehjemmeværnet på deres hjemmeside.

Dansk Søredningsselskab lå allerede på positionen ved Musholm med en gummibåd. De meldte, at de kunne ikke gøre noget, da de ikke kunne komme tæt nok på havaristen. 

Under gang til positionen forberedte vi besætningen på de ting, vi kunne forestille os, der var behov for. Der klargjordes projektører, slæbetov og gummibåd med Honda-pumpe til eventuelt lænsning (tømning) af havaristen. Jeg kontaktede havaristen på telefon for at oplyse, hvornår vi var fremme. De var alle ved godt mod.

Et kompliceret tilfælde

Da vi ankom til stedet, kastede Aldebaran anker, så vi kunne tage situationen i øjesyn og beslutte, hvordan vi bedst angreb sagen. Vi havde ikke travlt, da der ikke var nogen i umiddelbar fare. Det var lidt friskt i vejret derude med én meter bølger og en vind på omkring ti meter i sekundet.

Vi så hurtigt, at den eneste mulighed for at trække havaristen fri, var at trække ham sydover, men så ville vi slæbe ham tværs over revet, så dette takkede han nej til.

I samarbejde med Dansk Søredningsselskab omkring vanddybderne nord for havaristen kunne vi konstatere, at vi højst kunne kommen ind på omkring 500 meter, så muligheden for at slæbe havaristen ud den vej, han var sejlet ind, var heller ikke til stede.

Med tak for hjælpen til Dansk Søredningsselskab sejlede de nu tilbage til deres base i Kerteminde. De havde langt hjem og havde ligget ved Musholm i mange timer

To passagerer taget med i land

Jeg oplyste havaristen om, at der ikke var mulighed for at trække ham fri af grunden og tilbød, at vi kunne tage besætningen om bord og sejle dem i land. Efter betænkning på et lille kvarter takkede de to gæster ja tak til dette, mens ejeren af motorbåden ønskede at blive om bord.

Aldebarans gummibåd kunne forsigtigt nærme sig havaristen, og de to kunne overføres først til gummibåden og derefter til Aldebaran, hvor de tog imod kaffe, varme og lidt at spise.

Efter at have konfereret med d'Herrer vagthavende ved JRCC og med Marinehjemmeværnet blev havaritesten budt farvel, og Aldebaran gik til Korsør med ankomst 02.45. Her bestilte vore gæster en taxa for at komme hjem, og besætningen gik til køjs efter veludført arbejde.

Kilde: Marinehjemmeværnet

Motor
content-loader
content-loader
content-loader