Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Redderne i Dansk Søredningsselskab bliver på land de næste uger. Foto: Dansk Søredningsselskab

Nye restriktioner sætter Dansk Søredningsselskab på standby

De frivillige reddere får en rolig december. Med regeringens seneste restriktioner og det forhøjede smittetryk sendes redderne på tidlig juleferie. Vagttelefonen er fortsat åben.

Af Sara Sulkjær |

Mandag den 7. december kunne statsminister Mette Frederiksen endnu engang stille sig på talerstolen. Igen var det opstramning og forlængelse af de eksisterende corona-restriktioner, der var på dagsordenen. 

Restriktioner, som skærpes på baggund af det øgede antal smittede, der de sidste uger har ramt Danmark - og dét i så høj grad, at Dansk Søredningsselskab nu føler sig tvunget til at indstille arbejdet.

Står klar med akut hjælp

Selskabets i alt 12 redningsstationer sætter al aktivitet, træning og social omgang på standby, indtil restriktionerne atter lempes, og smitten kommer under kontrol:

- Stationerne vil kun respondere på hændelser, hvor den vagthavende skønner, at der kan være fare for liv, forklarer Dansk Søredningsselskab på sin hjemmeside.

Dermed vil vagttelefonen fortsat være åben, hvis sejlere får uopsætteligt brug for hjælp.

Redderne skal have en sikker jul

Som i landets øvrige sektorer er det langt fra første gang, at søredningen er blevet tvunget til at tage stilling til den aktuelle coronasituation. Hidtil har de frivillige reddere dog i langt størstedelen af landet kunnet fortsætte arbejdet:

- Vi er meget stolte over, at vi hidtil har løst alle opgaver på trods af de vanskelige forhold, vi har måtte agere under. Det er vigtigt for Dansk Søredningsselskab, at alle frivillige skal have en god og tryg jul, hvor vi ikke er med til at starte nye smittekæder, understreger redningsselskabet.

Restriktionerne gælder foreløbigt til og med den 3. januar 2021. 

Kilde: Dansk Søredningsselskab

Motor
content-loader
content-loader
content-loader