Gå til hoved-indhold
Tur
Tur

Familien Riber er strandet på deres langtursbåd i Italien under COVID-19

I en måned har danskerne været fanget i coronavirussens epicenter. Hjælpsomme lokale og madkøb på flere tusinde kroner skaber tryghed i det ellers usikre land. Læs minbaad.dk-interview og se familiens 20 minutter lange videoblog.

Af Sara Sulkjær |

Hyggelige familiestunder, smukke ankerbugte og et eksotisk Middelhav. Det var, hvad Anni og Jesper Riber samt parrets to børn på fem og tre år havde i kikkerten, da de den 1. marts satte kursen mod Italien og deres nyindkøbte Jeanneau Sun Odyssey 45 DS.

Her har de været siden.

I landet, hvorfra videoer af overfyldte sygehuse, desperate læger og ligposer, der i stort antal fragtes væk på lastbiler, har skabt rædsel i de danske tv-stuer og fået statsminister Mette Frederiksen til lukke Danmark ned på en måde, som for blot én måned siden havde synes umulig.

- Vi føler os helt trygge hernede. Vi er ikke i kontakt med andre og har mere eller mindre haft havnen for os selv, fortæller familiefar, Jesper Riber, overraskende til Minbaad.dk.

Fanget i havnen

Alligevel var det indtil videre månedlange ophold i Cervignano del Friuli i den nordøstlige del af støvlelandet langt fra, hvad familien Riber drømte om, da beslutningen om at trække stikket fra et travlt arbejdsliv og i fem måneder drage på sejltogt i Middelhavet blev truffet.

Håbet er derfor, at det i løbet af april bliver muligt at vende stævnen ud i det ventende Adriaterhav:

- Ingen ved jo rigtig, hvornår vi kan tage afsted igen, men i går (mandag, red.) begyndte havnearbejderne at vende tilbage, og vi får hele tiden meldinger fra vores mekanikker, som forklarer, hvad vi må og ikke må, påpeger Riber. 

Smuk sejlads i græske og kroatiske ankerbugte bliver dog i første omgang næppe en del af ruten, når farvelvinkene sendes mod de hjælpsomme lokale.

En åbning af landegrænserne kan vanskeligt skimtes i horisonten, og derfor venter familien i øjeblikket blot på, at nye, italienske havne kan udforskes.

Dyre havnepenge

Det kan blive dyrt. Havnepriserne i pizza-landet er høje, hvilket inden afgangen i marts fik familien til at blogge følgende:

"At ligge i havn koster i Italien mellem 800 og 1200 kroner i døgnet. Derfor sejler vi ikke til Italien ;-)"

Sammen med et flertal af familiens øvrige planer formåede coronavirussen også at sende denne mod havets dyb. Men der er håb om, at sejlerbudgettet ikke lider for hårdt et knæk under det italienske besøg:

- Vi regner med, at havnepriserne kan forhandles, i og med at der ikke er ret mange turister hernede, når landene forhåbentlig åbner lidt op igen, forklarer Jesper Riber optimistisk. 

Handler for 8.000 kr.

Det er ikke kun havnepengene, der mindsker sejlernes bankkonto. Med begrænsede muligheder for fiskeri har familien allerede gjort et godt indhug i de mange, danske varer, de slæbte ombord på flyveren mod Italien.

En beslutning, de ikke har fortrudt. Men det er begrænset, hvad der, side om side med solbriller, sokker og skolebøger, kan klemmes i en rullekuffert og en aftale med et lokalt supermarked om levering af mad blev derfor modtaget med åbne arme:

- Jeg var inde og tage billeder af hylderne, hvorefter vi lavede den største bestilling, de nogensinde har haft. Men nu har vi også cola og slik nok til virkelig at hygge igennem, fortæller Jesper Riber leende.

1.167 euro, svarende til omkring 8.700 danske kroner, måtte familien have op af lommen, da indkøbsposerne landede på dækket.

Til gengæld har danskerne nu samlet sig så stort et forråd, at de kan klare de næste én-to måneder uden butiksbesøg. Noget, der øger trygheden i det ellers på mange måder utrygge land.

Det er muligt at følge familien Ribers langturssejlads på bloggen vaermed.dk, ligesom sejlerne viser filmklip fra deres corona-hverdag i videobloggen øverst i artiklen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader