Gå til hoved-indhold
Tur
Vinni Breuning bærer et af de anbefalede mundbind, venligst fremstillet af deres amerikanske bådnabo. Foto: Carsten Breuning
Tur
De mange biler er forsvundet fra gadebilledet. Foto: Vinni og Carsten Breuning
Tur
Jeanneau-båden, som skal bringe sejlerparret Jorden rundt. Foto: Vinni og Carsten Breuning

Langturssejlerne Vinni og Carsten på Hawaii: Vi har måske haft mild form af Covid-19

Hygiejnen halter i ferieparadiset, hvor toiletter sjældent rengøres, og mundbind er vanskelige at skaffe. Kun de færreste testes, hvorfor det er uvist, om de danske langturssejleres symptomer var tegn på coronavirus.

Af Sara Sulkjær |

Sejlerparret Vinni og Carsten Breuning er efter fire års langturssejlads strandet på Hawaii, hvor coronavirussen skaber utryghed i dét, der skulle have været en lys og glad hverdag. Læs første del Vinni Breunings blog her, mens anden del følger nedenfor:

Carsten og jeg (Vinni, red.) har i "vores" mindre sejlklub HYC netop fået et bijob som rengøringspersonale af toiletter med bad to gange om ugen. Personalet er jo sendt hjem. Sejlklubben indkaldte derfor brugerne af faciliteterne til et møde.

Det er os, der bor på bådene, men også medlemmer, der kommer ude fra byen, og ikke mindst de medlemmer, der har deres båd liggende i statshavnen, Ala Wai Yacht (nabohavn), hvor faciliteterne er meget ringe. 

Vil ikke være til grin

Vi blev alle bedt om at deltage frivilligt i rengøringen af sejlklubben, og vi skulle skrive os på listerne. Vi kan nu konstatere, at klubben har mange free-riders, folk der kører på frihjul, der enten ikke skriver sig på listen eller gør, men de springer rengøringen over. 

Et schweizisk sejlerpar og os er de eneste, der gør ordentlig rent, der er ingen eller meget lidt rengøring mellem de dage, hvor vi gør rent. 

Vi betaler fuldpris, 9000 kroner om måneden. Det er dyrt, men vi har ikke andre muligheder lige nu. Vi har alle fire søgt om at blive medlem af klubben, da vi vil få prisreduktion efter to måneder.

Begge besætninger har bedt om at få rabatten med tilbagevirkende kraft, og får vi ikke det, så sletter vi os af rengøringslisten. Vi vil ikke være til grin – at betale fuld pris og gøre rent for andre. 

Ondt i halsen og feber

Det er ikke kun guvernøren, der tager situationen seriøst, det gør borgmesteren i Honolulu også. Han har på YouTube vist borgerne, hvordan de selv kan lave et velfungerende mundbind ved at sy et stykke autoklaveringspapir ind mellem to stykker stof fra en T-shirt. 

Nu går ni ud af ti borgere rundt med mønstrede og farverige, hjemmelavede mundbind. Selv når de kører bil, endda alene, sidder de med mundbind på.

Vi har ikke kunnet købe mundbind og har heller ikke adgang til en symaskine, men vores amerikanske nabo har været så flink at sy et par mundbind til Carsten og jeg. Vi er dog lidt i tvivl, om vi har haft en mild form for Covid-19. 

Carsten har været forkølet, haft ondt i halsen og feber, men da der ikke var symptomer længere nede fra luftvejene, så mente vi ikke, at det var den frygtede virus. Få uger senere fik jeg ondt i halsen og var subfebril. 

Her i Hawaii bliver man kun testet, hvis man har lungesymptomer og søger lægehjælp. Vi ved derfor ikke, om vi har haft coronavirus, men så har den været mild, og vi kan håbe på, at vi er ”selvvaccineret”? Vi bruger mundbind, håndsprit og holder social afstand.

Må ikke sejle til anden havn

Guvernøren har desuden skærpet karantænekravene. Det er ikke længere frivilligt, om man går i karantæne.

Flyrejsende såvel udenrigs som indenrigs, der ikke har akutte opgaver eller behov for akut medicinsk behandling, skal i karantæne i fjorten dage. Sejlere må ikke sejle fra ø til ø, ej heller fra havn til havn på samme ø. 

Vi er ”lukket inde” og afventer, hvad tiden må bringe os. 

Sejlerhilsen
Vinni Breuning

Motor
content-loader
content-loader
content-loader