Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

E-sejlsport: Danmark dyster i Nations Cup i et fleetracing nation-mod-nation knockout-format

En intens kampdag venter i morgen, lørdag, hvor det danske E-sejlerlandshold dyster i den første online udgave af Nations Cup, fortæller Dansk Sejlunion. Lukas Mohr fra Kongelig Dansk Yachtklub er kaptajn for det danske landshold med ti E-sejlere. Se med live lørdag kl. 22.

Af Troels Lykke |

Verdens bedste E-sejlernation. Det er, hvad der dystes om, når World Sailing og Virtual Regatta, den førende digitale sejlplatform, sætter strøm til den første udgave af eSailing Nations Cup lørdag. Danmark er med blandt ni andre nationer, der skal konkurrere i et intenst fleetracing nation-mod-nation knockout-format, fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.

10 af landets bedste E-sejlere er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark under ledelse af kaptajn Lukas Mohr fra Kongelig Dansk Yachtklub, som vandt danmarksmesterskabet i E-sejlads i foråret. Han ser frem til at dyste mod nogle af verdens bedste E-sejlere.

- Jeg håber og regner med, vi kan sejle os i top-6. Der er rigtigt mange dygtige E-sejlere med fra de andre ni lande, og niveauet er ekstrahøjt. Der bliver kamp om placeringerne lørdag, siger han.

Han har selv været med til at starte den første internationale sejlklub i Virtual Regatta Inshore, hvor 200 medlemmer fra hele verden mødes til en ugentligt aftenmatch året rundt. Samtidig har han sejlet flittigt på det digitale hav i løbet af sommeren for at blive klar til de nyligt afviklede VM Playoffs, hvor han sluttede som nummer 38, som bedst placerede dansker.

Ikke kun for eliten

Dansk Sejlunion anerkendte i 2019 eSailing som en officiel del af sejlsporten på lige fod med andre sejlsportsdiscipliner.

Via midler fra Dansk Sejlunion og DIF skal E-sejlsport fremover udvikles til sejlklubberne, og Dansk Sejlunion har i samarbejde med Kongelig Dansk Yachtklub allerede afviklet det første danmarksmesterskab i E-sejlsport i foråret.

Ingeborg Nielsen, klubkonsulent i Dansk Sejlunion og projektleder for E-sejlsporten, ser mange muligheder i den nye disciplin. Både for klubberne og den enkelte sejler.

- Det helt unikke ved E-sejlsport er netop, at det er fuldstændigt underordnet, hvor gammel du er, hvad køn du har, og om du sidder i Præstø, Ho eller Hellerup. Alle kan være med. Fra Dansk Sejlunions side kommer vi til at sætte fokus på E-sejlads hen over vinteren. E-sporten er en gylden mulighed for at aktivere endnu flere sejlere i vores fællesskaber, og måske endda tiltrække nogle helt nye, siger hun.

Nations Cup begynder lørdag den 10. oktober kl. 22 og kan livestreames via Dansk Sejlunions egen Facebookside.

Holdet til Nations Cup:
Lukas Mohr, KDY
Felix Jacobsen, KDY
Frederik Klakk Jeppesen, Sønderborg Yacht Klub
Anton Sohl Andersen, Præstø Sejlklub
Sten Iversen, Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
Christian Mathiasen, Holbæk Sejlklub
Martin Enevoldsen, Ho Bugt Sejlklub
Anders Peter Christensen
Thomas Lybæk, Sønderborg Yacht Club
Helle Ørum Ryhding, KDY

Reserve:
Rune Kristensen, Dragør Sejlklub

Motor
content-loader
content-loader
content-loader