X-Yachts viser et hav af både på boot - standen er på 650 kvadratmeter
Danmarks største lystbådeværft er selvfølgelig på verdens største bådmesse fra 18. januar. Læs her om de mange modeller, som X-Yachts disker op med i Düsseldorf. Seks mand har i en uge arbejdet med at stille standen op.
Igennem mere end 30 år har X-Yachts været repræsenteret på Boot i Düsseldorf.
I begyndelsen var opsætning og nedtagning hurtigt overstået, idet man tog de både med, man havde til rådighed på det givne tidspunkt, fortæller X-Yachts til Minbaad.dk.
Meget har udviklet sig siden; blandt andet har Boot fået en prestigefyldt status, idet den betegnes som verdens største indendørs bådmesse.
Kæmpe planlægning
Hele planlægningen af Boot er gennem tiderne blevet det helt store tilløbsstykke.
Der skal forberedes mange måneder i forvejen, standen skal bestilles, bådmodellerne skal vælges, og standopbygningen skal planlægges ned til den mindste detalje.
For slet ikke at tale om det faste crew på seks mand, der bruger mere end otte dage på at bygge den 650 m2 store stand op.
Måske pris til X40
Ballet for X-Yachts vedkommende bliver skudt i gang i januar med kåringen af European Yacht of the Year den 18. januar, hvor europæiske magasiner kårer bådene. Minbaad.dk vil være på sidelinjen og følge prisuddelingen.
X-Yachts’ seneste skud på stammen, X40 er nomineret i performance cruiser-kategorien i hård konkurrence med andre fine både.
X-Yachts’ CEO, Kræn Brinck Nielsen fortæller om X40:
- Jeg deltog selv i testsejladserne i Barcelona i oktober, og det var en helt forrygende oplevelse. Båden havde været igennem et længere testforløb i sommeren 2019, så da vi skulle demonstrere, hvad den kunne præstere, var der ingen overraskelser. Båden performede præcis, som den skulle, og journalisterne var vilde med den.
Pressemøde mandag 20. januar om nye modeller
Brinck Nielsen fortsætter:
- Så når vi introducerer den nye model i pipeline på vores årlige pressemøde på standen (20. januar, red.), håber vi på at kunne glæde os over det endelige resultat.
X-Yachts medbringer naturligvis den nye darling, X40 til messen i Düsseldorf, der allerede er solgt i 21 eksemplarer. Læs mere om den nye model.
Derudover kan forventningsfulde og potentielle kunder glæde sig til at besigtige hele paletten af Pure X-modeller:
- X49(49 fod), der blev søsat første gang i marts 2018 – læs mere her.
- X46 (46 fod), der blev søsat i august 2018 – læs mere her.
- X43 (43 fod), der har været den hidtil bedst sælgende Pure X-model og vandt alles hjerter, da Pure X-serien blev introduceret for første gang. Læs mere her.
Fra Xc-serien medbringes Xc 45 (45 fod), der har vundet flere prestigefyldte priser, samt fra Xp-serien Xp 44 (44 fod), der har været en af X-Yachts mest vindende kapsejladsbåde siden allerførste søsætning.
X-Yachts er at finde i hal 16 på stand nr D21. Åbningstider på boot.de er alle dage kl. 10 – 18.