Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den nye ø skal bruges nu, da den, når sommeren slutter, tages ind og opbevares tørt over vinteren. Foto: Nationalpark Skjoldungernes Land

Ny frilufts-ø foræres til sejlerne i Roskilde Fjord

Fjordens brugere kan frit besøge øen, der er markeret med en gul bøje sommeren igennem. Øen skal samtidig skabe fred til ynglefugle på øer og holme.

Af Sara Sulkjær |

Ud for Veddelev i Roskilde Vig kan man nu støde på en flydende frilufts-ø. En gul bøje markerer øen, der ligger fast med et anker hen over sommeren.

Øen er lagt ud som en gave fra Nationalpark Skjoldungernes Land til alle surfere, sejlere og andre gæster på fjorden. På øen kan man slå midlertidig lejer, strække armene, drikke sin medbragte kaffe og nyde udsigten - og det uden at forstyrre fjordens fugle, som i øjeblikket har unger.

Populære Roskilde Fjord

Roskilde Fjord er et af de mest anvendte områder, når det kommer til ’vådt’ friluftsliv i Danmark. Samtidig er Roskilde Fjord et vigtigt område for ynglende fugle - faktisk så vigtigt, at fjorden er udnævnt som internationalt fuglebeskyttelsesområde.

Fuglene yngler på de mange øer og holme, som findes i Roskilde Fjord. Men de bliver nemt skræmt, hvis eksempelvis surfere eller sejlere bevæger sig tæt forbi eller går i land på øerne.

Forstyrrelser, som de fleste mennesker ikke lægger mærke til, kan være fatale for de nyudklækkede fugleunger. Dermed kan den øgede færdsel på Roskilde Fjord få negative konsekvenser for udviklingen af fuglelivet på fjorden og internationalt.

I Nationalpark Skjoldungernes Land har man stort fokus på at understøtte et bæredygtigt friluftsliv, således at der også i fremtiden er plads til både mennesker og fugle på fjorden. Den nye frilufts-ø er derfor ikke kun bygget som hvileplads til surfere og sejlere - øen skal også aflede færdsel til øer og holme.

Ø færdiggjort på trods af corona

Den flydende ø er støttet af Friluftsrådet og bygget i samarbejde med FGU Nordsjælland i Skibby. Planen var oprindeligt, at to øer skulle bygges og ligge klar til brug på Roskilde Fjord forud for fuglenes yngletid, som begyndte den 1. april.

Planen blev dog udskudt, da produktionsskolen ligesom resten af Danmark måtte lukke ned i midten af marts.

Da skolen igen åbnede, blev projektet færdiggjort, og sidste lørdag blev den ene af de to øer søsat. Øen, som nu ligger placeret lidt syd for Veddelev Havn, er dermed klar til at tage imod surfere, sejlere og andre gæster på fjorden.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få den ene ø ud allerede i denne sæson. Nu håber jeg, at den bliver flittigt brugt, og at fuglene på fjordens øer og holme samtidig kan få fred til at opfostre sunde unger. Jeg glæder mig meget til at følge projektet og samle erfaringer, som vi kan bruge næste år, når begge øer skal ud at ligge før yngletiden begynder den 1. april, siger projektkonsulent Mikkel Eeg fra Nationalpark Skjoldungernes Land i en pressemeddelelse.

En lækker ø aflaster Elleore

Den nye frilufts-ø er beklædt med træ i forskellige sorter og mønstre, og udviklingen af øens funktioner er sket i samarbejde med fjordens surf- og kajakklubber. Øen har derfor afrundede kanter, greb til at komme op og sænkede fortøjnings-pullerter.

På øen finder man information og kort over området, og om hvordan man er med til at passe på fuglene. Øen, som måler 2,5 gange 4,5 meter, stikker kun omkring 25 centimeter op over vandoverfladen og er dermed næsten ikke synlig fra land. En gul bøje markerer øen.

Placeringen ud for Veddelev er nøje udvalgt. Håbet er, at øen vil aflaste Elleore, hvor der tidligere har været rapporteret en del uhensigtsmæssig færdsel - formentlig fordi den lille ø ligger midt i udsejlingen fra Roskilde Vig.

Nu udgør den flydende frilufts-ø et alternativ til en god hvileplads med udkig ud over nationalparkens enestående fjordlandskab.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader