Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Nick Jacobsen svæver her under en konkurrence i Sydafrika i 2019. Nu kan du møde ham i Klitmøller. PR-foto

Cold Hawaii Big Air: Show med 30 meter høje hop og tricks

Vejrudsigten lover op til stiv kuling for weekenden og kan bane vejen for, at verdens bedste kitesurfere kommer på vandet allerede søndag til Cold Hawaii Big Air - et show i Thy med 30 meter høje hop og tricks i luften. En af verdens bedste kitesurfere, Nick Jacobsen er med.

Af Troels Lykke |

Cold Hawaii Games åbner i weekenden med en hård vind til stiv kuling fra sydvest.

Hvis det holder, får sportsfestivalen den bedst tænkelige åbningsweekend. For en vind på 14-16 sekundmeter og endnu kraftigere vindstød giver helt fantastiske betingelser for verdens bedste kitesurfere i Cold Hawaii Big Air.

Big Air handler om at hoppe 20-30 meter op i luften og udføre forskellige tricks, inden kitesurferens board igen rammer det oppiskede Vesterhav. Det kræver rigtig meget vind, så derfor bruger projektleder for Cold Hawaii Games, Kristan Kjøller, en del tid på mobilens vejrapps.

- Jeg kigger vel på vejrudsigten hver anden time i de her dage. Jeg håber virkelig, at vejret holder, så vi kan levere et show i verdensklasse for thyboerne. At Thy bliver en del af det legendariske Red Bull King of the Air er i sig selv stort. At vinden ser ud til at komme med kulingstyrke, er mere end vi turde drømme som, siger han.

Første gang i Danmark

Det er første gang, at en Big Air-konkurrence bliver afviklet i Danmark, og den nye mand på broen i Friends of Cold Hawaii, Kristian Kjøller, har travlt med at samle alle detaljer inden søndag.

Han håber, at thyboerne vil trodse vinden for at opleve kitesurferne i den hårde vind anført af danske Nick Jacobsen.

- Jeg kan næsten ikke sove i disse dage, for med den vejrudsigt er alle muligheder åbne for at give publikum en stor oplevelse. Jeg har altid drømt om at lave en Big Air-konkurrence i Danmark, men det har været svært, når jeg rejser 9-10 måneder om året. Men nu sker det, siger han.

Coronaen bed planerne i stykker

Med tre dage til åbningen er der travlt på stævnekontoret i Klitmøller, og coronaen har ikke gjort det lettere. Bid for bid blev de oprindelige planer aflyst, og da stramme rejserestriktioner verden over aflyste den normale PWA i windsurfing, skulle der tænkes kreativt.

En af tankerne var flere aktiviteter på land for danskere, og derfor bliver skateboard i Klitmøller, yoga på Bøgsted Rende og et Tour de Cold Hawaii på cykel en del af Cold Hawaii Games.

Dertil kommer en junior-PWA med de to unge talenter Tobias Bjørnå og Line Bang Wittrup og et anderledes SUP-race med Casper Steinfath under navnet Cold Hawaii Shark Hunt. Her skal Steinfath forsøge at indhente en flok amatør-padlere på en bane i Vorupør.

- Det er et godt program, og vi overholder naturligvis alle corona-regler, siger Kristian Kjøller.

Vejret bestemmer tid og sted

Kristian Kjøller har tre klare favoritter: PWA’en for juniorerne, Shark Hunt og Cold Hawaii Big Air.

- Det bliver fedt at følge Nick Jacobsen. Han er for vild. Forleden fløj han over molen i Vorupør, og var tæt på at hoppe ud fra siloen ved Doverodde. Han vandt Red Bull King of the Air i 2017 og er virkelig tændt på at vise sit land frem til thyboerne, siger han, mens han skæver til vejrudsigten på sin telefon igen.

Som altid i Thy er det vejret, der bestemmer det meste. Vinden dikterer, om Cold Hawaii Big Air bliver afviklet i Hanstholm eller Vorupør. Lige nu peger pilen på Vorupør, men det bliver først afgjort 24 timer før eventet. Det samme gælder afviklingsdagen og starttidspunktet.

Arrangørerne vil løbende orientere om status via Facebook, Instagram og hjemmesiden coldhawaiigames.com.

Program for Cold Hawaii Games

Afvikles fra 13. til 20. september 2020

Cold Hawaii Big Air*

Cold Hawaii Shark Hunt*
Noerstick Cold Hawaii Junior PWA*
Bodyboard Contest*
Westcoast Longboard Festival*                       
Cold Hawaii Yoga (torsdag og fredag 16/9 og 17/9)
Thy Open Skateboard (lørdag 19/9)
Tour de Cold Hawaii (cycling) (søndag 20/9)

*) Afhængig af vejret. Tid og sted annonceres løbende på Facebook og Instagram (søg efter Cold Hawaii Games)

Læs mere på www.coldhawaiigames.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader