Sejlbåde i Kolding slutter i 2021 med at få uønsket genbrugsmetal fra Kolding Havn
Stort set alle gener i form af støj og støv fra havnen forsvinder, når Kolding Havn tager et nyt og mere nabovenligt recycling-anlæg i brug.
Allerede i dag er der global mangel på jernmalm.
Ikke mindst derfor er Kolding Havns ekspertise i håndtering af genbrugsmetal en vigtig kompetence for fremtiden.
En samfundsmæssig opgave
Med den nye investering på 12 millioner kroner i et såkaldt omni-anlæg styrker havnen dermed sin position som førende på området, oplyser havnen.
- Byggeriet af det nye anlæg er en væsentlig satsning på det, havnen allerede er førende indenfor, siger bestyrelsesformand Tobias K. J. Jørgensen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Havnens virksomheder løser en vigtig samfundsmæssig opgave, når de håndterer genbrugsmetallet, men det er samtidig også en rigtig god forretning for både havnen og Kolding. Med det nye anlæg forbedrer vi tillige forholdet til vores naboer.
Vil være bedste nabo
Byggeriet har været undervejs i flere år, men er blevet forsinket af arbejdet med at få alle relevante godkendelser på plads.
Det glæder derfor havnens direktør, at der nu er udsigt til, at byggeriet kan komme i gang:
- Kolding Havn og Kolding by skal fungere side om side. Derfor bestræber vi os på Kolding Havn på at være verdens bedste nabo. Når jeg hører, at genbrugsmetallet generer nogle af vores naboer, bliver jeg derfor oprigtigt ked af det, siger havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen.
Han oplyser, at havnen har arbejdet på at finde en god og holdbar løsning siden 2017.