Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Frostboksen 38 ses her ved starten i Aarhus fredag formiddag. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Frostboksen 38 øger føring i Danmark Rundt - snart på vej hjem fra Christiansø

Det går forrygende for Faaborg-holdet med Jakob Frost, Mads Groth, Klaus Rønn, Jørgen Mohr Ernst, Jeppe Holm og Mikkel Larsen, der er nået 287 sømil siden fredag. - Vi har surfet 18,6 knob, siger Jacob Frost til minbaad.dk. Hold kom foran Jeanneau Sun Fast 3600 ved Årøsund.

Af Troels Lykke |

Den kun 3,6 tons lette kulfiberbåd, Frostboksen 38 fra Faaborg, spurter afsted i Danmark Rundt Inshore, hvor starten gik fredag kl. 10 i Aarhus.

Søndag sent eftermiddag fik vi et interview med skipper Jacob Frost, der var ved godt mod på den 650 sømil lange tur, hvor holdet søndag aften har tilbagelagt cirka 287 sømil og har 361,1 sømil til mål i Aarhus, viser GPS-tracking

Bøje ved Skagen skal rundes

Frostboksen sejler en nordlig kurs 343 mod Christiansø med en fart på seks knob. Efter Christiansø er rundet om bagbord skal holdet sejle mod Øresund på en vestlig kurs. Vejrudsigten, natten til mandag, lyder på cirka 3 til 7 m/sek. fra syd.

Derefter går det op mod Skagen, hvor en bøje skal rundes, hvorefter der sættes kurs mod målstregen udfor Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

- Vores mål er at sejle på under 4 døgn og det ser ud til at lykkedes, vi har ikke ligget stille på noget tidspunkt, der har hele tiden været vind og da der var mest surfede vi 18 knob. Vi har haft rigtigt mange sejlskift mellem vores forskellige code zeroer og gennakere, forklarer Jacob Frost på en telefon, mens holdet sejlede 10 knob mod Christiansø ved 18. tiden søndag.

Frostboksen 38 kom foran ved Årø

Det hele startede fra Aarhus. Her stak den grønne kulfiberbåd, designet af Jan Pedersen fra Big Design i Aarhus, ned gennem Lillebælt og først ved Årø kom den foran konkurrenten Astarte, en Jeanneau Sun Fast 3600 fra Langelinje Havn i København.

I en besked fra Astarte-skipper Torben Falholt til minbaad.dk, lyder det klokken 18.37 søndag aften i en messenger-besked.

- Det har været rigtig fint sejlvejr. Solskin hele dagen og A og S spiler i op til 20 knob. Vi nærmer os Bornholm - og så bliver vinden nok lidt anderledes. Alt er fint, fortæller 58-årige Falholt, der sejler med de unge gaster Sebastian Byrsting, Gustav Wantzin, Thor Malthe Andersen, Matias Rossing og Mads Christian Taatø.

Holdet nærmer sig nu stærkt Bornholm på kurs 75 og nu er farten droppet ned på 4,7 knob.

Frostboksen 38 kom foran da der kom slæk på skøderne, hvor båden virkelig flytter sig.

- Ved Årø i Lillebælt kom vi foran Torben (i Jeanneau Sun Fast 3600, red.) da vi kunne sætte vores code zero og siden har vi øget fra dem. Det går rigtigt godt og vi har kunne holde varmen, men der har også været mange sejlskift, siger Jacob Frost, der fortæller at alle har liner på, og man har også en Epirb-nødsender til dem der går på fordækket.

Holdet fra Faaborg har haft 10 til 12 m/sek. siden de kom til sydspidsen af Langeland. Se video her fra gasten Mads Groth.

80 procent tilbage på batterierne

Og har I strøm nok på batterierne?

Vi har kun brugt 20 procent af strømmen, det er især det elektriske komfor, der bruger meget strøm, men vi har styr på det. Vi har også et nødror med og epoxy og andet, man er vel bådebygger, siger Jakob Frost og griner. Han har selv bygget sin båd på Tuco-værftet hjemme i Faaborg.

Følg Round Denmark Races Facebookside.

Round Denmark Race Inshore 2021 
RDR Inshore er en distancekapsejlads, som vi kender det fra Fyn Rundt eller Sjælland Rundt bortset fra, at den er hhv. fem og tre gange længere. Den er åben for singlehandsejlere, doublehandsejlere og for både med fuld besætning. Der sejles ikke efter måleregler.

Bådene inddeles i løb efter deres længde. Der arbejdes på at inkludere et løb i løbet, der i større eller mindre grad matcher kravene til den nye OL-disciplin Mix Offshore. Sejladsen er på 650 sømil og sejles fra den 19. til den 27. juni, første gang i 2021.

Banen går fra Aarhus til Skagen, gennem Øresund til Christiansø og Bornholm, syd om Gedser til Lillebælt og op til målet i Aarhus. Omsejlingsretningen bestemmes før skippemødet på baggrund af vejrudsigt for perioden.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader