Sejlbåd i nat ramt af handelsskib i Skagerrak - masten knækkede
Og samtidig fik båden knubs, oplyser Forsvaret på Twitter. Ingen af de fem om bord på sejlbåden kom til skade. Kollisionen skete på grænsen til Norges farvand. Skagen Redningsstation forklarer. Opdateret kl. 12.07
I nat har der været en kollision mellem to skibe nord for Skagen. Der er tale om et handelsskib og et sejlskib, skriver Forsvaret på Twitter.
- Vi får en melding om en kollision klokken 02.20, det er sket omkring 20 mil nordvest for Skagen. Der er tale om et privat handelsskib, der er kollideret med en sejlbåd, oplyser vagthavende officer Klaus Thing Rasmussen fra Forsvarets Operationscenter til DR Nyheder.
Redningsfolk fra Skagen hentede sejlbåd
- Der blev sendt redningsmandskab fra Skagen ud for at redde sejlerne, og nu er sejlskibet ved at blive bugseret, siger han.
Der er ingen meldinger om, at de fem personer, der var om bord på båden, blev kvæstet ved kollisionen.
- Men skibet har fået et stort tryk, og masten er knækket, oplyser Forsvaret.
Skagen Redningsstation informerer på deres facbook-side: (se billeder)
Udkald i nat. 02.33 lød alarmen, en sejlbåd var blevet påsejlet nordvest for grenen, vi sendte hurtigt frb08 ud til positionen.
Da vi nåede frem lå der et handelsskib tæt på sejlbåden og var standby hvis der var brug for det.
Masten på sejlbåden var knækket helt af da den var blevet påsejlet af et stort skib. Ud over den knækkede mast var der også gået hul i skroget, den havde en ca. tre meter lang flænge langs siden, og to steder ned ad skroget var den flækket.
Vi satte to mand over, de fik et overblik over situationen, det stod klart at masten ikke kunne blive siddende da den stak dybt under båden.
Masten dumpet i havet
Lars Kruse satte kursen mod sejlbåden, de havde værktøj med så vi kunne skære de wirer over der holdte masten, da værktøjet var afleveret fik vi familien over på Lars kruse, og sejlede dem ind til skagen.
Da masten var skåret fri og den var gået til bunds, fik vi en slæbeline på ham, og fik ham slæbt til skagen, skriver redderne.