Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Bork-sejler Stig Madsen gik i mål ét minut og fjorten sekunder før Maxi 999'eren 'Amadeus' fra Lemvig. Foto: Stig Madsen
Kapsejlads
Stig Madsen deltager i år for tredje gang i sin Hallberg Rassy 31 'Tøsen'. Foto: Stig Madsen
Kapsejlads
Selvom Stig Madsen og gast Ib Sørensen (billedet) sejler for at vinde, bliver der tid til en kaffepause undervejs i den lange sejlads. Foto: Stig Madsen
Kapsejlads
På ruten er angivet bøjer og mærker, der skal overholdes af deltagerne. Foto: Stig Madsen

100 Mil i Fjorden for single- og doublehand: Nervepirrende mørkesejlads og heftig færgetrafik

De nord- og vestjyske sejlere fik i 2018 deres egen distancesejlads. Snævre farvande og lavt vand udfordrer selv øvede sejlere, der må tænde motoren ved grundstødning - men til gengæld må leve med hånen på land efter målgang... Kapsejler Stig Madsen fortæller fra Struer-eventen.

Af Sara Sulkjær |

I 2018 lød startskuddet til single- og doublehanded-sejladsen 100 Mil i Fjorden. En sejlads, der udelukkende sejles efter bådlængde, og som i 2020 atter har en række - særligt vestjyske - sejlere på startlinjen.

Blandt dem er Hallberg Rassy 31-ejer Stig Madsen fra Bork Bådelaug, Ringkøbing Fjord, der her deler sine erfaringer fra de to foregående sejladser:

Oplevelser og udfordringer undervejs

En passende længde på 100 sømil og sejladsens fine placering i det vestjyske har blandt andet lokket mig til nu for tredje gang at sende en tilmeldingsblanket mod Struer-sejladsen, der i år indledes den 19. juni.

Her er rig lejlighed til at komme godt ind under land eller faretruende tæt på muslingefarme, men man får samtidig mulighed for lidt nervepirrende sejlads i de mørke timer fra Rotholmene ved Hvalpsund, indtil man er godt igennem ved Sallingsundbroen.

Men har man først prøvet at sejle om natten, vil man elske det. Der er en anden ro, og samtidig skal man være mere opmærksom. Det hele bliver mere intenst…

I de sene timer, hvor der er tradition for, at vinden flover, skal der vendes på de rigtige tidspunkter i det smalle løb ved Rotholmene og på østsiden af Fur – og så er der jo lige færgen mellem Fur og Branden, der pløjer igennem sundet 72 gange i døgnet… Smalle sunde med færgetrafik er i sig selv spændende, om man får passet rettidig ind mellem afgangene. 

I Limfjordens bredninger er der til gengæld god plads. Farvandet tilbyder alt fra en spejlblank overflade, men inden man får set sig om, har den rejst sig til krappe søer med skummende toppe. Rigtig mange er blevet overraskede over, hvor hurtigt bredningerne er i stand til at rejse sig – og lægge sig igen.

Kapsejlads eller præstations-sejlads?

Ja, det kommer jo lidt an på den enkelte, meeeen sejler vi ikke altid kapsejlads, når to både skal samme vej, vil nogen sige?

Sejladsen er fra Struer Sejlklubs side arrangeret som en form for præstations-sejlads, hvor det må være op til skipperne, hvor "hårdt" der skal gås til makronerne, eller om sejladsen skal sejles uden kaffen skvulper over i koppen.

Spænding og fart over feltet er der eksempelvis hos bådtyper som CB66, Melges 24 og J/80, når de planer med gennakeren – det giver da ekstra krydderi til sejladsen, og man føler sig fuldstændig "sat af", når de kommer blæsende forbi.

Men når man møder dem igen på skæring på den anden halse, og i øvrigt selv er kommet lige så langt op i banen, ja, så er det jo alligevel ikke gået så galt.

Tænd motoren ved grundstødning

Skulle man – mod forventning, naturligvis – alligevel være stødt på grund af den ene eller anden helt uforklarlige årsag, er det i denne sejlads tilladt at starte motoren for at komme fri, uden at man bliver diskvalificeret.

Det skal naturligvis indrapporteres, og så må man leve med hånen – og den er bestemt ikke at foragte…

I 2018 tabte én af de deltagende både roret! Besætningen indrapporterede, at det var slut med dem grundet havari – blot for kort tid efter at melde, at de var med igen.

Roret havde de samlet op og fået flikket sammen, så de atter var sejlende. At de efterfølgende vandt i deres løb bør måske indskydes!!!

Langdistance-sejlads med muligheder

100 mil i fjorden giver god mulighed for Limfjords-sejlerne til at deltage i en længere nonstop-sejlads. 

Eftersom sejladsen løber af stablen i weekenden op til uge 25, giver det også sejlere fra det øvrige Danmark en helt fantastisk mulighed for at komme til distance-sejlads i Limfjorden – lade båden ligge og bruge sommerferien på at udforske Limfjordens fantastiske muligheder. 

Vi er flere deltagere fra Ringkøbing Fjord, der har valgt netop denne løsning. Båden bliver sejlet op gennem havet weekenden før stævnet og forlagt i Struer.

Efter endt stævne tilbyder Struer Havn en plads med ugebetaling for rimelige penge. Så kan der holdes weekend i Limfjorden frem til feriens start, og man kan drage på ferie derfra – en ret populær løsning, som jeg også selv benytter mig af. 

Sejlads for alle – og gerne med flere deltagere

I 2018 og 2019 har der været omkring 25 startende både. Som deltager begge år er der blot at sige, at det er en skam, at et arrangement, der er så godt skruet sammen, ikke kan mønstre flere sejlere.

Alt har fungeret perfekt før, under og efter stævnet – og derfor er det bestemt en overvejelse værd at deltage i stævnet. 

Et stævne, som på ingen måde "kun" er for kap-sejlere – tværtimod!  Det er en distancesejlads med fokus på "sejlads for alle"…

Vi ses i Struer, 
Stig Madsen, Bork Bådelaug

Motor
content-loader
content-loader
content-loader