Gå til hoved-indhold
Havne
I højsæsonen kan det være vanskeligt at få en plads i Allinge Havn. Arkivfoto: FLID

Allinge Havn lukket på ubestemt tid efter storm - Trolling Master Bornholm skal bruge havnen i april

Havnen, der efter planen skal lægge hus til 75 af de deltagende både ved Trolling Master Bornholm 2021, er i øjeblikket lukket. Hvornår gæstesejlere atter kan besøge havnen er uvist.

Af Sara Sulkjær |

Bølgerne gik højt, da stormen onsdag ramte den danske solskinsø, Bornholm. Mens flere småskader fulgte i kølvandet på det voldsomme vejr, blev Allinge Havn på Bornholms nordlige spids anderledes hårdt ramt.

Molehovedet på havnens ydermole er nærmest forsvundet, mens store sten på fem-seks tons er skubbet ud i indsejlingen.

Det skriver TV 2 Bornholm på sin hjemmeside.

Ravage i indsejlingen

Skaderne har fået havnefoged Tom Nielsen til at lukke havnen, indtil det er muligt at sende en dykker under havoverfladen:

- De (stenene, red.) ligger ude i indsejlingen nu, så det skal vi have tjekket med en dykker lige så snart, han kan komme i vandet på forsvarlig vis, forklarer Nielsen til TV 2 Bornholm og uddyber:

- De ligger jo sandsynligvis rundt om og kan lave noget ravage i indsejlingen.

Uvis fremtid for TMB-deltagerne

Det er kun få fastliggere, der har daglig plads i havnen. Til gengæld er den bornholmske klippehavn uhyre populær blandt sommersejlerne, ligesom 75 af de mere end hundrede både i Trolling Master Bornholm forventes at tage plads i havnebassinet i slutningen af april:

- Det tager nogle måneder at få det repareret. Vi kender ikke konsekvensen for TMB 21. Planen var at have 75 både i havnen, forklarer Trolling Master Bornholm på Facebook.

Læs mere om skaderne samt se video fra Allinge Havn her.

Kilde: TV 2 Bornholm

Motor
content-loader
content-loader
content-loader