Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Motorbåden var svær at finde i tågen. Foto: Sæby Redningsstation

Bayliner 2855 Cierra for vild, sejlede på stenrev i tåge ved Hirsholmene og tog vand ind

Der var stille vejr, men meget tåget med ned til 10 meters sigt, da uheldet skete for en tilsyneladende uerfaren sejler, erfarer Motorbaadsnyt.dk. Sejleren stod fast på stenrev.

Af Troels Lykke |

Tirsdag kl. 19.45 blev Sæby Redningsstation kaldt ud, skriver redningsstationen på Facebook.

De forklarer videre:

En motorbåd (Bayliner 2855 Cierra, red.) var sejlet på grund ved Hirsholmene og tog vand ind.

Pumper blev pakket ombord i FRB11 og kursen sat mod Hirsholmene i Kattegat. 

Der var stille vejr, men meget tåget med ned til 10 meters sigt. Da redningsbåden var fremme ved positionen, blev der holdt udkig efter den havarerede båd, mens der blev sejlet forsigtigt mellem de mange stenrev og holme i området, der var tæt på, men helt ude af syne.

Båd stod langt oppe på stenrev

Da vi kom frem til båden, stod den langt oppe på et stenrev inden for Græsholmen. Vi fik sat et par mand og en pumpe ombord og begyndte at lænse båden, der havde taget meget vand ind.

Hjemmeværnskutteren Apollo, der havde været i området, sendte en gummibåd over med en ekstra pumpe, og det lykkedes da at lænse båden så meget fri for vand, at vi kunne begynde at trække den af grunden.

Den stod hårdt, og der var ikke meget plads at navigere på, men med båden fortøjet stramt på siden af FRB11 lykkedes det at trække den fri.

Turen gik forsigtigt ud gennem stenrevene med hjælp fra Apollos gummibåd, der kunne sejle i forvejen.

Med pumperne stadigt kørende lykkedes det at bugsere motorbåden ind til Strandby, hvor den straks blev taget på land ved værftet. Herefter gik turen tilbage til stationen i Sæby, hvor aktionen kunne afsluttes 01.00, fortæller Sæby Redningsstation.

Læs også om redningen hos Marinehjemmeværnet.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader