Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses J/70ere i et KAS-stævne. Foto: Per Heegaard

80 sejlere vilde med vintertræning i Kjøbenhavns Amatør Sejlklub trods corona-benspænd

Med hjælp fra et godt netværk lykkedes det at skaffe de ekstra trænerkræfter, og med stor velvillighed fra Svanemøllens ungdomsklub, KØS, er der fundet ekstra RIB's. - Og så kunne tingene endeligt gå op, lyder det fra KAS-klubben.

Af Troels Lykke |

Planerne var lagt, og sejlerne havde tilmeldt sig i stor stil. Nu skulle der rettes op på en sæson med for lidt sejltid til alt for mange, og masser af aflyste stævner. Men så steg smittetallene i Danmark, fortæller Anders Jonas fra Kjøbenhavns Amatør Sejlklub, KAS.

Starten på det mest ambitiøse vintertræningsprogram i KAS’ historie var sat til at indledes den 24. oktober, men aftenen inden faldt corona-hammeren – et forsamlingsloft på max ti personer, også på vand.

Det fornuftige i et forsamlingsforbud på vand kan diskuteres herfra og til verdens ende, men for KAS var der kun én mulighed – at nærlæse og følge de vejledninger, der kom fra vores nationale myndighed, Dansk Sejlunion.

Vintertræning for J/70'ere, 80'ere og Spækhyggere

Det oprindelige vintertræningsprogram havde tiltrukket sejlere i alle afstøbninger – fra en kapsejladsnybegynder til OL-guldvinder, og naboklubberne havde meldt ind med både og besætninger, herunder en J/70 fra Sejlklubben København, to J/80'ere fra Sundet, og en J/70 med et WOW-hold helt oppe fra Sletten.

Derudover havde et par privatejede Spækhuggere også tilmeldt sig træningen.

Udsigten til at skulle skuffe alle disse ivrige sejlere var ikke til at bære, så starten på vintertræningen blev udskudt til den 7. november. Imens blev der lagt et stort arbejde i at få tingene til at gå op.

Bestyrelsen bakker op

Det skulle hurtigt vise sig, at de to største udfordringer var, at der skulle skaffes ekstra trænere og ekstra RIB's til de ekstra trænere. Med hjælp fra et godt netværk lykkedes det at skaffe de ekstra trænerkræfter, og med stor velvillighed fra Svanemøllens ungdomsklub, KØS, lykkedes det at finde frem til de ekstra RIB-både. 

- Nu har vi haft to weekender med vintertræning, og vi har også fået gang i vores fysiske træning. Og helt ærligt, når man tænker på, hvor sort det så ud den 23. oktober, så kunne jeg ikke være gladere i dag - for tilbagemeldingerne fra sejlerne er positive og taknemmelige. Det har krævet lidt ekstra udgifter, men klubbens bestyrelse har bakket flot op – vi er jo trods alt en sejlklub, og enhver time brugt på vandet, er en god time, forklarer Marie Bill, ansvarlig for KAS’ vintertræning.

Vintertræningen i KAS fortsætter frem til påske, hvorefter den normale sommertræning starter op med træning i klubbens to J/70'ere og tre Spækhuggere. Baseret på sidste sommersæson forventer KAS fuld belægning på de fem både hver aften fra mandag til torsdag. 

Fakta om KAS’ (Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub) vintertræning:
- Mere end 80 sejlere er tilmeldt

- Der sejles i tre bådtyper; J/70, J/80 og Spækhugger

- Alle sejlere har en sejltid hver anden weekend

- Der sejles i grupper a max 10 (to både plus evt. træner). Det betyder, at på de travleste dage er der tre grupper med hver deres træner på vandet samtidig, både formiddag og eftermiddag

- Grupperne holdes adskilt på vand og på land, bådene afsprittes og vaskes efter brug

- Træningen indbefatter et tilbud om fysisk træning hver onsdag/torsdag med programmer, der er tilrettelagt af Marie Louise Svendsen, DS, ansvarlig for fysisk træning i Elite- & Talentcenter København, fordi koncentration, skarphed i beslutninger og udholdenhed over et stævne kræver en god fysisk form

- Foredrag/oplæg ved fx SailGP-sejler Nicolai Sehested, International Regelekspert Line Juhl, Prosejler Jesper Radich og Sejlekspert Kristian Kvid.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader