Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- We did it, skriver danskerne efter ankomsten til Caribien. Foto: Row For Veterans / Facebook

Fire danske roere har krydset Atlanten - blev ramt af 15 meter høj bølge undervejs

En stor bølge knækkede over danskerne, der efterfølgende måtte sove i regntøj. 36 dage brugte besætningen på at nå Caribien i deres 8,5 meter lange robåd.

Af Sara Sulkjær |

Torsdag den 12. december stævnede fire danske mænd ud på havet fra den kanariske ø La Gomera. 

Det var ikke blot en hyggelig søndagstur, der i horisonten ventede roerne. 3000 sømil på et til tider oprørsk Atlanterhav var i stedet på programmet for sejlerne, der tog del i ro-sejladsen over Atlanten, Talisker Whisky Atlantic Challenge.

Mangel på strøm

36 dage senere, den 17. januar, kunne danskerne forlade deres 8,5 meter lange båd og sætte fødderne på fast grund. Med familie og venner på strandbredden i Caribien var humøret i top, og udfordringerne fra den lange sejlads for en tid sat i glemmebogen. 

Udfordringer, der ikke blot har ramt danskernes fysik, men også elektriciteten ombord:

- Vi har stadig kun strøm til at lave drikkevand, vi spiser vådrationer, og vejret er hårdt ved os, men nu er der kun en solopgang til, vi når Antigua, og vi glæder os utroligt meget, skrev danskerne eksempelvis på Facebook kort før ankomsten til Caribien.

Svært at få søvn

Også en knæskade til Mikkel Fredensborg Schmidt tvang undervejs roerne til at sænke bådens fart, ligesom kaptajn Lasse Wulff Hansen kan berette om en 15 meter høj bølge, der midt på Atlanten brød lige over sejlernes båd:

- Vores kabiner er våde, og vi forsøger at hvile lidt iført regntøj, men det er svært at få søvn i det vejr, vi er i lige nu, bølgerne er meget høje, skrev kaptajnen efterfølgende i en update. 

Her gjorde danskerne det samtidig klart, at de - trods vanskelighederne - formåede at holde humøret oppe på deres smalle fartøj:

- Vi har det allesammen godt, men vi mangler søvn og hvile. Vi passer på hinanden og rider på bølgerne, så godt vi kan, fastslog Wulff Hansen.

Svømmede med delfiner

Mens udfordringerne flere gange har klæbret sig til mandskabet, har de gode oplevelser ligeledes fået plads ombord.

Ikke mindst i starten af januar, da 60-80 delfiner i to timer slog følge med danskerne, der benyttede anledningen til at hoppe en tur i det kilometer dybe Atlanterhav:

- Jeg fik tårer i øjnene, så smukt og rørende var det. Jeg kunne høre dem kommunikere under vand, og jeg føler mig som verdens heldigste mand, forklarede en tydelig berørt Lasse Wulff Hansen på Facebook.

Se danskerne ankomme til Antigua her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader