Gå til hoved-indhold
Havne
I alt fem elhavnebusser skal fremover sejle i Københavns Havn. Foto: Arriva

Elektrisk havnebus undviger sejler og støder ind i husbåd

Efter episoden er stoppestedet Holmen Nord midlertidigt lukket. Ulykken indtraf under en prøvesejlads af én af København Kommunes fem nye havnebusser.

Af Sara Sulkjær |

De nye elhavne-busser, der skal bringe københavnerne rundt i Danmarks hovedstad, har endnu ikke fundet den rette kurs i Københavns Havn. 

Ikke blot er de fem både forsinket fra værftet, mens coronavirussens indtog ligeledes betyder, at Søfartsstyrelsens afgørende godkendelse af fartøjerne trækker ud. Også selve testsejladserne i København har skabt problemer.

Undveg lystsejler

Problemer, der nu får Movia, der står for driften af fartøjerne, til at lukke stoppestedet Holmen Nord mellem Christianshavn og Holmen i sommerperioden. Det skriver overborgmesteren i København i en orientering til Økonomiudvalgets medlemmer.

Lukningen kommer efter en af de nye elhavnebusser under en prøvesejlads den 6. maj måtte undvige en lystsejler nær stoppestedet.

Mens det lykkedes at undvige sejlerkollegaen, fik episoden konsekvenser for en nærliggende husbåd, der blev påsejlet af den nye passagerbus.

Tæt trafik

Det er særligt de mange sejlere, der i øjeblikket benytter havneområdet, der har skabt udfordringer for havnebussens styrmænd:

- Vurderingen skyldes et øget antal husbåde i indsejlingen kombineret med et øget antal fritidssejlere i havnen i sommerhalvåret, forklarer Movia ifølge en orientering til København Kommunes Økonomiudvalg.

Samtidig ligger skoleskibet Georg Stage, der under normale omstændigheder er på togt i perioden, for anker nær stoppestedet, hvilket besværliggør sejladsen yderligere.

Kilde: kk.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader