Tre sejlbåde stod i flammer i Greve Marina - brandslanger kunne ikke nå både
Branden fredag aften var særligt udfordrende for brandvæsenet, fordi vandslangerne havde svært ved at nå frem til det sted, hvor bådene lå, skriver B.T.
Tre sejlbåde har fredag aften stået i flammer i Hundige Havn i Greve, oplyser Midt- og Vestjællands Politi til B.T. - se levende billeder.
- Branden er formentlig startet i en af bådene og har så bredt sig til de andre. Vi er til stede derude, og der er spærret, så man ikke kan komme ned til bådene, sagde vagtchefen tidligere på aftenen.
Der var 13 brandfolk og fem køretøjer, som deltog i brandslukningen. Også politi og ambulancetjeneste er rykket til Greve Marina. Brandårsag er ikke kendt.
Dramatisk at overvære
Minbaad.dks lokale kilde på stedet, fortæller her til formiddag til minbaad.dk:
- Der var et ægtepar ovre fra Havneø Mågen (branden var ved Hejren). De havde set det fra deres båd og sagde bare, at det havde været dramatisk at overvære. Man havde tydeligvis nået at forhale nabobådene til læ i sikkerhed. Branden startede i den sunkne båd umiddelbart ved siden af den med det sortsvedne fribord, lyder det.
Kilde: B.T.