Gå til hoved-indhold
Havne
Virksomheder, private, samt børn og unge sørgede lørdag for oprydningen i og omkring tre havne. PR-foto

92,9 kg affald og 3,2 kg cigaretskod fjernet i KDY's tre havne under World Cleanup Day 2020

Det var resultatet, da virksomheder, børn og unge var samlet i de tre havne i Skovshoved, Rungsted og Tuborg i forbindelse med den internationale oprydningsdag World Cleanup Day 2020. 

Af Troels Lykke |

Godt og vel 60 personer var lørdag trukket i arbejdstøjet i anledningen af verdens største oprydningsdag.

Virksomheden ReSea Project, som til dagligt rydder verdenshavene fra plastikaffald på vegne af virksomheders opbakning, havde i samarbejde med Kongelig Dansk Yachtklub sat fokus på særligt den stigende udledning af plastikaffald i naturen.

- Med oprydningsdagen i de tre havne er vi sammen med Kongelig Dansk Yachtklub med til at sætte fokus på det globale affaldsproblem og særligt den stigende udledning af plastik i verdenshavene. Selvom vi til dagligt opererer i lande med langt større udledning af plastik i havet, så understreger oprydningsdagen, at vi også i Danmark har for meget affald i naturen, når vi i løbet af blot et par timer kan samle næsten 100 kg affald på et relativt lille areal, udtaler Kenny Louring, ReSea Project. 

KDY og havmiljøet

Med havet som fast bestanddel af Kongelig Dansk Yachtklub og klubbens sejlsportsaktiviteter, har dagen været med til at understrege dens fokus på miljø og bæredygtighed:

- For at understrege vores nye bæredygtighedsstrategi har vi igennem ReSea Project samlet 2.500 kg plastik affald i havene omkring Indonesien, og i forbindelse med World Cleanup Day var det kun naturligt, at vi selvfølgelig lavede et event i vores tre havne for at bidrage til den fælles globale indsats, udtaler Mark Flindt, Kongelig Dansk Yachtklub. 

Under oprydningen var det muligt for deltagerne at danne hold og konkurrere om, hvem der kunne samle mest skrald og cigaretskod i løbet af de to timer. Cigaretskod udgør således et stort problem, når de bliver smidt i naturen, da skodderne blandt andet indeholder mikroplast, der er svært nedbrydeligt.

Det anslås, at der hver dag smides flere millioner skod alene i Danmark på gader, veje og i naturen. I alt blev der samlet mere end 3 kg cigaretskod på blot to timer. 

3 kg i vandet

De yngste deltagere var trukket i våddragter og fjernede plastik i vandet på SUB’s og kajakker. Alene i Skovshoved Havn blev der opsamlet mere end 3 kg affald fra vandet.

For arrangørerne kan resultatet virke skræmmende, men samtidig betegnes dagen og det flotte fremmøde som en succes:

- Dagen har virkelig bevist, at vi ved fælles indsats og ansvar kan gøre en forskel for naturen på ganske kort tid. Forhåbentlig har det været en øjenåbner for mange, og vi håber naturligvis på, at flere virksomheder vil støtte op om vores fortsatte indsats i ReSea Project, så vi kan gøre op med havplast, som udgør en stor trussel for havet og planeten som helhed, udtaler Kenny Louring, ReSea Project. 

Seneste tal peger på, at den årlige mængde af plastikaffald, der udledes i havet, vil tredobles de næste 20 år, hvis ikke der skrides til handling.

Med oprydningsdagen i Rungsted, Skovshoved og Tuborg Havn håber de to arrangører på at øge opmærksomheden omkring nødvendigheden for en fælles indsats overfor plastikaffald i naturen. 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader