Gå til hoved-indhold
Tur
- Det har været hårdest i vintermånederne, hvor vi i frostgrader har tilbragt størstedelen af døgnets 24 timer på båden, forklarer parret om det lange renoveringsprojekt. Foto: Hvalodea

Coronavirusset gav Sophie og Casper det afgørende skub – nu er stævnen vendt mod verdenshavene

Kæresteparret fra København sætter kursen mod en usikker verden, hvor konstant ændrede smittetal sætter dagsordenen. Men med stædighed kommer man langt, har parret for længst erfaret – blandt andet da Casper for fem år siden købte den 58 fod lange Hvalodea uden en krone på lommen.

Af Sara Sulkjær |

”Glem det, du kommer ikke afsted.”

Statsminister Mette Frederiksen har netop bebudet corona-nedlukningen af Danmark, da Casper Holmegaards mor lader ordene falde gennem telefonen. 

I fem år har den 27-årige bådebygger med knofedt, brækjern og stædighed i værktøjskassen arbejdet benhårdt for at gøre langtursdrømmen til virkelighed. Også denne dag i foråret 2020 får stædigheden det sidste ord:

- Er der noget, man ikke skal sige til Casper, så er det, at der er noget, han ikke kan. Så bliver han først stædig, forklarer Caspers kæreste Sophie Kastrup Andersen. 

Allerede før parrets møde for tre år siden havde den journalistuddanede Sophie tilføjet en jordomsejling til sin bucket-list. Uden tøven gik den modige eventyrer derfor ombord og blev en aktiv del af projektet, der netop har bragt parret til spanske A Coruña.

Virus skal ikke stoppe et eventyr

Ironien er slående. Mens store dele af Danmark gik i havn, indtil den værste corona-storm var drevet over, stævnede det unge kærestepar ud af havneindsejlingen. 

Datoen for turens afgang blev fastsat, og med udsigten til flere ugers hjemmetid grundet hjemsendelsen i foråret fik projektet den afgørende og sidste vind i sejlene:

- Tilbage i marts var vi bevidste om, at vi gik en tid i møde, hvor vi ville have en masse tid til at sætte båden i stand og gøre den helt klar til turen. Det var dét, der blev det afgørende og gav os modet til at sætte en dato, påpeger Casper. 

Mens dækket fik en totalrenovering og udstyrspakker på stribe landede i bådejernes postboks, blev selve skibet lastet med håndsprit, mundbind og medicin: 

- Selvfølgelig tager vi coronaen alvorlig. Vi overvejer, hvor vi sejler hen, hvornår og hvordan. Men vi gider ikke have, at vores livs eventyr skal drukne i virusset. Udskyder vi det til næste år, kan der være noget andet, der spænder ben for drømmen. Måske Trump da har startet en krig eller…, overvejer den journalistuddannede Sophie.

Ubetalte regninger og arvede underbukser

Parret har tilsyneladende en unik evne til at balancere den fristende optimisme med den afgørende realisme. En balance, der har været afgørende fra dag ét:

- Det har ikke været en dans på roser. Jeg har været på røven rent økonomisk, betalt regninger for sent, kørt rundt i en faldefærdig bil og arvet tøj fra en kammerat, selv underbukser, forklarer Casper, der efter at være blevet smidt ud af gymnasiet stævnede ud på en halv jordomsejling med en kammerats familie.

Her sejlede han direkte ind i langtursdrømmen. En drøm, der har kostet byture med vennerne, vabler på hænderne og omkring 300.000 kroner fra lommerne – foruden de utallige arbejdstimer med meterlange to do-lister:

- Rigtig mange starter sådan et langtursprojekt, men kommer aldrig afsted - og det kan jeg egentlig godt forstå. Man skal være stædig og villig til at ofre. Egentlig er det kun de sidste fire måneder, der har været sjove, forklarer bådebyggeren. 

Med en 58 fod lang sejlbåd som udgangspunkt blev vejen til drømmeturen ikke kortere. Jo større båd, jo flere bump kan opstå, og når ét problem åbner døren til tyve andre - og pengene samtidig er for små til at ændre på problematikkerne - står demotivationen konstant på lur.

Et halvt års lange forhandlinger

At vejen skulle vise sig så lang, som tilfældet har været, var Casper og kammeraten Robert næppe bevidste om, da de under en hyggelig grillaften på Hornbæk Havn i 2015 gjorde dét fund, der skulle komme til at sætte den altoverskyggende overskrift for deres kommende ungdomsår.

Mellem pølser, pastasalat og en kold øl spottede de to unge lærlinge, der delte drømmen om langturssejlads, skroget af en ældre Tayanna 55 fra 1988.

Båden, der kunne bringe de to lærlinge over Atlanten til Caribien og senere det smukke Stillehav med alle dets forunderlige øgrupper, atoller og fremmede kulturer:

- Det var den perfekte langtursbåd – eller det kunne den i hvert fald blive. Vi forelskede os i den med det samme og ringede dagen efter til ejeren uden at have en eneste krone på lommen, erindrer Casper.

Et halvt år og utallige forhandlinger senere ramte prisskiltet et niveau, som de to lærlinge, der ikke vil afsløre den nøjagtige pris på båden, kunne acceptere - også selvom mønterne fortsat ikke tyngede i bukselommerne.

Pengene fik de unge eventyrer i stedet lov at låne af den nu tidligere bådejer. Med årene er beløbet afdraget, mens Caspers kammerat Robert har besluttet at stå af projektet, således at båden nu udelukkende ejes af det unge kærestepar.

”Okay, hvis det ikke lykkedes”

Den 16. august 2020 kulminerede fem år med lange arbejdsdage, frosne havnebade og et liv uden luksus for det hårdtarbejdende par.  

- Det var en meget, meget flot og rørende dag, da vi tog afsked. Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at det var okay, hvis det ikke lykkedes, for ellers ville jeg gå helt ned. Men samtidig har jeg underbevidst troet på det, ellers ville vi aldrig været nået hertil, fortæller en stolt Casper.

Efter en håndfuld år uden rejser og smukke billeder i albummet, er stævnen endelig vendt mod utallige billedskønne oplevelser og nærværende stunder i det flydende båd-kollektiv.

Kielerkanalen er allerede forsvundet i kølvandet, mens parret og deres syv gaster ligeledes har krydset den berygtede Biscay:

- Det er selvfølgelig ikke en perfekt tilværelse at være langturssejler, og vi har været overraskede over, hvor meget modvind vi har haft på turens første del. Men vi er afsted, hygger os og glæder os rigtig meget til at få en kold drink på Portugals varme strande, understreger 28-årige Sophie.

På langtur uden bagkant

Hvad der skal ske herefter, bliver i høj grad på coronavirussets præmisser. Håbet er at krydse Atlanten i slutningen af november og december, men har det eftertragtede Caribien lukket dørene for langturssejlere, må kursen justeres.

- Vi har en overordnet plan, men vi er indstillet på, at den kan ændres tusind gange. Er det ikke forsvarligt at krydse Atlanten i forhold til coronaen, kan det eksempelvis være, at vi må gå ind i Middelhavet, påpeger bådejerne, der dog krydser fingre for, at det ikke bliver tilfældet. 

Måske gør det ikke så meget. Uden jobs, hus eller andet, der kan binde sejlerne i de hjemlige farvande, står verden på ubestemt tid åben for de modige eventyrer:

- Havde vi et fast mål om enten at sejle hele vejen Jorden rundt eller at tage på langfart i præcis to år, ville det fratage os friheden. Det her er drømmen: At sejle uden en bagkant, forklarer Sophie og Casper samstemmende.

Du kan følge Sophie og Caspers videre drømmesejlads under navnet ”Hvalodea” på Facebook, Instagram og på deres hjemmeside.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader