Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Der sejles med høj intensitet i Sail GP-serien. Foto: YouTube

Sejlsportens Formel 1 på vej til Danmark - kun bevilling fra Københavns Kommune mangler

2,7 millioner kroner skal hovedstadens kommune smide i puljen, hvis nogle af verdens bedste sejlere i Sail GP-serien skal mødes i dansk farvand til september. Meningerne på Rådhuset er delte.

Af Sara Sulkjær |

I december stod det klart, at Danmark for første gang får en besætning i Sail GP, der må regnes som sejlsportens svar på Formel 1. En serie, der består af syv stævner med deltagelse af verdens førende sejlsportsnationer. 

Nu, blot én måned senere, er det ikke blot Danmark, der kommer til serien, men også serien, der - hvis alt går vel - sætter kurs mod dansk farvand.

Det skriver TV 2 Lorry.

- Helt fantastisk

Mens detaljerne for et københavnsk værtsskab for ét af seriens stævner er på plads, mangler blot den altafgørende bevilling fra Københavns Kommunes Megaeventpulje. 

2,7 millioner kroner må politikerne hive frem fra kassen, hvis de lynhurtigere trimaraner skal dyste ud for Oceankaj i Nordhavn i weekenden den 11. og 12. september. 

- Det ville være helt fantastisk for os og for vores hold at få lov at sejle på hjemmebane. Det er nation mod nation, så det er en slags landskampsformat, og det er den følelse, vi også forsøger at skabe, forklarer Jonas Høgh-Christensen, der står bag den danske Sail GP-satsning, til TV 2 Lorry.

Aarhus har vist interesse

Om Høgh-Christensen og de rød-hvide-sejlere skal se frem til at kapsejle med 15.000 danske tilskuere i ryggen, er op til de 13 medlemmer i Københavns økonomiudvalg at beslutte.

Syv skal stemme for, førend sejlsportsfans og andre interesserede den anden weekend i september kan sætte kryds i kalenderen, pakke klaphattene og opvarme stemmebåndet. 

Hvorvidt det bliver tilfældet, er fortsat uvist. Meningerne på Rådhuset er, ifølge TV 2 Lorry, i øjeblikket delte, ligesom en ansøgning fra den danske delegation for afholdelse af SailGP på en bevilling på 6,12 millioner kroner i november sidste år blev afvist af kommunen.

Vælger Københavns Kommune denne gang at takke ja til Sail GP-stævnet, vil dette annonceres senest den 3. februar.

Bliver det ikke tilfældet, kan eventen meget muligt rykkes til Jylland, hvor Aarhus har vist interesse.

Kilde: TV 2 Lorry

Motor
content-loader
content-loader
content-loader