Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fra RIB'en i baggrunden instruerer André Højen sejlerne i, hvordan stagvendinger bør foretages. Foto: Peter Brøgger

Modne Finnjollesejlere fik afprøvet yoga i Aarhus - André Højen var i trænerbåden

Danmarks bedste Finnjolle-sejler gav værdifulde inputs til sine 12 ældre kollegaer under weekendens træningslejr. Sejlerne blev fra starten udfordret med yoga-træning, inden kursen blev sat mod bomninger, starter og kapsejlads på vandet. Læs beretning fra lejren.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk bringer, på opfordring, dette skriv fra den udfordrende træningslejr. Et skriv, der oprindeligt er bragt på Finnjolleklubbens hjemmeside

Sidste weekend i skolernes efterårsferie havde Finnjollesejlerne i Aarhus inviteret til træningslejr under ledelse af André Højen Christensen. 12 ældre og videbegærlige, men måske en smule indlæringsresistente, sejlere mødte op. Der var corona-krav om at være selvhjulpen både med hensyn til tilrigning og generel håndtering af jollen.

For at sikre den fornødne smidighed indledtes lørdagen med en times yoga, hvor alle måtte konstatere, at smidighed og styrke ikke helt er, som den har været. En sejler opfordrede til at følge en 30 dages yogainstruktion på YouTube for at få styr på smidighed og styrke. Det er tvivlsomt, hvor mange af de fremmødte, som vil følge den opfordring, om end behovet tydeligt er der.

Ivrige Finn-sejlere

Efter morgenmaden blev der givet instruktion omkring dagens træning. Første del var en tur rundt om bøjer, hvor første mand ved både top- og bundmærke fik to point, mens nummer to fik ét point.

Antallet af point afgjorde så også antallet af 360 graders vendinger, der skulle udføres som straf for at være hurtig. I den forholdsvis lange tid, som det tog for en sejler at få de vindende otte point i hus, stod det også klart, at mærkerundingsreglerne kunne trænge til en opfriskning.

Næste programpunkt var starter, hvor to joller udpeget af André fik retten til at lave bedste læstart, mens resten af feltet skulle starte til luv af disse. Efter et kort kryds var det forfra-begynd. Her viste der sig en meget klar tendens til, at alle ville være med i starten, og flere gange var der så meget overtrådt af alle sejlerne, at der måtte omstart til.

Hvem havde troet det om en flok ældre mænd i en enmandsjolle?

Manøvrer på film

Efter frokosten stod den på kapsejlads på en forholdsvis kort bane. Da vinden var svag og fra vestlig retning, var der temmelig mange og store vindspring. En både demokratisk, men også hård, tilgang, da alle på et tidspunkt var foran eller sidst. Fjerde og sidste sejlads var det klassiske havneræs, hvor mållinjen var ved indsejlingen til slæbestedet.

Under hele dagen var der konstruktive input til alle sejlere fra André, således at vi alle gik derfra som bedre sejlere. Efter en omklædning stod den på opsamling og ikke mindst erfaringsudveksling, hvor der blev delt ud af den store viden omkring (tidligere tiders) sejlsport, kapsejlads og Finnjoller, som der var så rigeligt af blandt de fremmødte.

Starten på søndagens træning var udskudt til klokken 9, således at aftenens rødvins-evaluering fik fortaget sig. Dagens tema var vendinger og bomninger. Med vestenvind blev det først over en times læns med bomninger på kommando. Hver enkelt sejler fik sine manøvrer filmet og vurderet med henblik på forbedring, således at de i løbet af de +25 bomninger forhåbentligt var blevet bedre. Der var opsamling hvert tiende minut, så ingen stak af i den lette luft, hvor der ikke kunne pumpes på lænseren.

Inden vi tog på vandet, var der blevet vist og gennemgået en video om, hvordan man stagvender en Finnjolle. Det blev der i løbet af de 42 vendinger tilbage til havnen forsøgt efterlignet, men vurderingen er, at det var et fåtal, som mestrede netop den variant. Vi fik forklaret hinanden, og os selv, at det nok skyldtes vores manglende smidighed, og slog os til tåls med vores udførte vendinger.

Marginalt hurtigere sejlads

Efter et par korte kapsejladser var det nogle trætte sejlere, som pakkede jollerne sammen. Vi kunne tage hjem med bedre manøvrer, men vigtigst af alt input til, hvor der kan laves forbedringer, således at man bliver en bedre Finnjollesejler.

Læg dertil at man i den proces har kunnet sejle tæt sammen med andre i samme bådtype, således at man har kunnet forbedre sin generelle bådhåndtering og fart. Under sejladserne har alle også fået input på sejltrim til de givne forhold, således at man efterfølgende sejlede marginalt hurtigere.

Oveni sejladserne var der forbilledlig forplejning håndteret af Egå Sejlklubs frivillige medhjælpere Christine og Jesper, som stod klar med mad og drikke. Den indsats skal der fra alle fremmødte lyde en umanerlig stor tak til. 

Og ja, det kan godt være, at vi, udefra set, er en flok ældre herrer, men vi går stadig op i det med samme ildhu, målrettethed og passion som enhver anden dreng eller pige, som ’vil’ sejle. Tak til alle fremmødte for en dejlig og lærerig weekend.

Kilde: Finnjolleklubben

Motor
content-loader
content-loader
content-loader