Gå til hoved-indhold
Udstyr
Bådbranchen har storhedstid lige nu, flere og flere vil sejle. Foto: Troels Lykke

Bådudstyr boomer under coronakrisen - Black Friday hver dag, siger Palby-kaptajn

Palby Marine A/S i Kolding og hele bådbranchen kommer til Boat Show 2021 i Fredericia på en bølge af succes. - Det er ligesom at have Black Friday hver eneste dag, siger Peter Helleskov, chef for grossisten Palby Marine.

Af Troels lykke |

Hos Danmarks største grossist af maritimt udstyr og reservedele, Palby Marine A/S i Kolding, var der stor bekymring efter corona-nedlukningen af Danmark den 11. marts.

- Vi troede, vi måtte sige farvel til medarbejdere, og lønnedgang var også på tapetet. Men det er gået stik modsat. Efter fem-seks dage med ”lammelse” over nedlukningen tog pokker ved folk, og de købte – og køber – bådudstyr i et omfang, vi aldrig har oplevet før, fortæller Peter Helleskov, direktør og indehaver i Palby.

Vikarer en nødvendighed

- I stedet for at afskedige folk har vi måttet hyre syv nye vikarer ind. Vi starter klokken fire om morgenen og kører på til klokken 19 om aftenen, og alligevel døjer vi med at få sendt alle leverancer afsted til tiden. Det er ligesom at have Black Friday hver eneste dag, beretter Peter Helleskov med et smil.

Han tilføjer, at hans kolleger og konkurrenter i branchen også melder om helt uhørt travlhed.

- Forklaringen er nok, at mange har haft tid til at gå hjemme og fikse ting på båden, og så har vi også ”vundet lidt i lotto” med det flotte vejr efter nedlukningen. Jeg tror også, mange har droppet tanken om at flyve sydpå og i stedet tager på togt herhjemme, lyder det fra Palby-kaptajnen.

Han oplever desuden, at der er kommet mange nye, yngre sejlere til de seneste måneder, og den situation skal udnyttes frem mod bådudstillingen i Fredericia i det tidlige forår 2021.

Mange nye sejlere ombord

- Det har i mange år været et tema i branchen at få nye generationer af sejlere ombord. Nu har vi chancen på grund af tilstrømningen i forbindelse med corona – så på Boat Show skal vi tage de nye sejlere i hånden og sørge for, at de bliver så glade for sejlermiljøet, at de slet ikke kan undvære det igen, mener Peter Helleskov.

- Men generelt kommer branchen til Boat Show med medvind i ryggen, så vi har skyhøje forventninger til dagene i Fredericia, fastslår direktøren, som også glæder sig til at uddele Palby-Prisen for tredje gang på Fredericia Boat Show.

Boat Show er Danmarks eneste indendørs bådudstilling. Den finder sted i MESSE C, Fredericia den 26.-28. februar og 5.-7. marts 2021. Se mere på www.boatshow.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader