Trimaranen Neel 47 vinder pris på baggrund af 10.000 offentlige stemmer
'Multihull of the Year'-titlen går til det franske værfts fjerde trimaran i serien. Båden skal fremme det sociale samliv ombord, samtidig med at den enkeltes mulighed for privatliv opretholdes.
En trimaran til den almene tursejler og til sømanden, der drømmer om at udforske de syv verdenshave: Opskriften bag flerskrogsbåden Neel 47, der netop har sikret sig prisen 'Multihull of the Year'.
En pris, der uddeles på baggrund af nomineringer af Multihulls World-magasin, arrangørerne bag International Multihull Show og mere end 10.000 stemmer fra offentligheden.
- Det er en stor ære og tilfredshed for Neel Trimarans at se vores bestræbelser blive belønnet på denne måde, understreger manden i spidsen for Neel Trimarans, Eric Bruneel, ifølge Nautic Magazine.
Plads til fællesskab og privatliv
Sikkerhed, performance og livet ombord er hjørnestenene på båden, der kommer med et nyt design og et sportigt look:
- Optimeringen af dens eksteriør- og interiør-ergonomi gør den til en unik flerskrogsbåd. Tanken er, at layoutet skal fremme et bedre bofællesskab og fastholde privatlivet for den enkelte, forklarer værftet på sin hjemmeside.
Det er Marc Lombard, der sammen med en designgruppe har slået stregerne til den prisvindende trimaran.
Specifikationer:
Længde: 47 fod / 14,3 m
Bredde: 27 fod / 8,2 m
Dybgang: 5,2 fod / 1,5 m
Deplacement: 10,60 ton
Storsejl: 70 m2
Rullegenua: 50 m2
Selvvendende rullefok: 20 m2
Vandtank: 600 l
Dieseltank: 302 l
Motor: 1 x diesel 60 hk
Læs mere om trimaranen her.
Kilder: Nautic Magazine og Neel Trimarans