Dykning i dansk farvand er undervurderet – lystsejler viser vejen
For få sejlere dykker i Danmark, mener Beneteau-sejler Niels Christensen. En anderledes flora og flere vrag gør undervandsoplevelsen herhjemme til noget særligt.
Selvom flere danskere de seneste år er hoppet på sejlerbølgen, er det de færreste, der under havets bund et besøg.
Det er en fejl, mener 49-årige Niels Christensen fra Frederikshavn, der gerne går under havoverfladen på familiens sejlture:
- Det er fantastisk at dykke i Danmark, det skal man ikke tage fejl af. Vi har koraller og en hel del vrag, som ikke er overrendt modsat de populære turiststeder mod syd, forklarer den begejstrede fritidsdykker til Minbaad.dk.
Smukt og udfordrende
Også den anderledes flora med søanemoner, nelliker og sukkertang gør undervandsoplevelsen til noget særligt.
Ikke mindst, hvis kursen sættes mod det nordjyske, Limfjorden, Lillebælt eller Bornholm, der topper listen hos flere af landets dykkere.
- I Danmark er der alt for få, der dykker. Det er smukt, også selvom det kan være udfordrende, påpeger Niels Christensen, der på landjorden gør sig som afdelingsleder i en elektrikervirksomhed.
Adrenalinen pumper
Netop udfordringer er for de danske dykkere ikke en mangelvare. Foruden vanskelige strømforhold, særligt i Lillebælt, kan udøveren risikere at springe direkte i et tåget hav, hvor sigtbarheden bevæger sig ned på blot tredive centimer.
- Hvis du kan dykke i Danmark, kan du dykke alle steder. Det handler også om vandtemperaturen, der ofte rammer nul grader. Så banker man måske hul på isen og dykker et kvarter, fordi ansigtet trods tørdragt fortsat er frit, forklarer den Beneteau-sejlende nordjyde.
Christensen nøjes ikke med at besigtige undervandslivet på afstand. Med interessefæller fra Frederikshavn Dykker Klub drager han med harpun i hånden på jagt efter fladfisk, torsk og sorte hummere.
- Det er en spænding. Adrenalinen kommer helt op og køre, når du ser en fisk svømme foran dig. Man håber på, at man skyder noget, men man kan aldrig være sikker, forklarer Elvin Frandsen, formand for den nordjyske dykkerforening.
En fangstsikkerhed, der ikke styrkes i den danske lovgivning, som forbyder dyk med flasker på undervandsjagten.
Stor båd = store muligheder
En RIB, der kan gå ind på lavere vand, er derfor optimal for undervandsjægeren, mens flaskedykkeren med fordel kan gå ombord på et større fartøj.
Længere dykkerture følger her i kølvandet. En erfaring, der sidste år fik den nordjyske dykkerklub til, med hjælp fra Nordeafonden, at investere 245.000 kroner i en 45 fod lang Piantoni Fantasy 45:
- Vi kan godt lide, at man med bådens otte sovepladser kan tage på længere ture og overnatte undervejs. Det skaber nye og anderledes muligheder, forklarer Frederikshavn-dykkerne.
Bådens bredde på 4,44 meter samt det store agterdæk med tilhørende badeplatform gør endvidere fartøjet optimalt for dykning med flere ombord.
Se Niels Christensens undervandsvideoer øverst i artiklen, og læs med om få dage, når Minbaad.dk i samarbejde med de to nordjyder guider kommende dykkere mod en optimal start.