Svanemøllehavnen bliver til byggeplads - 600 både skal flyttes til erstatningshavn, da tunnel til Ydre Nordhavn skal bygges
Kaos for bådejere. Erstatningshavn skal anlægges ved Færgehavn Nord. Der sker efter, at Vejdirektoratet skal bygge en tunnel under Svanemøllebugten i København. Tunnelen er en forudsætning for, at de næste etaper af Københavns nye bydel Nordhavn kan bebygges og byudvikles.
Projektet handler om, at Vejdirektoratet skal bygge en 1,4 km lang tunnel i forlængelse af Nordhavnsvej-tunnelen på østsiden af Strandvænget på Østerbro, under Svanemøllehavnen og frem til Kattegatvejs forlængelse i Nordhavn.
- København vokser med cirka 10.000 beboere hvert år, og med Nordhavnstunnelen bliver der plads til flere københavnere, fordi vi får skabt bedre adgangsforhold til byudviklingsområderne i Nordhavn, siger Silas Nørager, projektleder i Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
600 både skal flyttes til erstatningshavn
Udover arbejdet med tunnelen skal Vejdirektoratet anlægge en midlertidig erstatningshavn i Færgehavn Nord og en vejomlægning i Nordhavn.
- Vi er i fuld gang med projektering af projektet foruden alle de forberedende opgaver såsom opmåling, udbud af rådgiverydelser, forberedelse af markedsdialog og udbud af entreprenøropgaver. Vi lægger stor vægt på at tage hensyn til de bådejere, der er i havnen, siger Silas Nørager og fortsætter:
- Og som det ser ud nu, opdeler vi projektet i to etaper: Anlæg af en erstatningshavn, så omkring 600 både, der nu ligger i Svanemøllehavnen, kan flyttes og dermed give plads til anlæg af tunnelen, som bliver anden etape af projektet.
Færdig i 2027
Nordhavnstunnellen er budgetteret til at koste 3,4 mia. kroner og kan efter tidsplanen forventes taget i brug i slutningen af 2027.
Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Efter anlæg bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune, og tunnelen bliver dermed en del af det kommunale vejnet.
Projektet finansieres af By og Havn I/S, der også står for den generelle byudvikling i Nordhavn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen.
Følg projektet på vejdirektoratet.dk/projekt/nordhavnstunnel.
Fakta
Tunnelen bliver en in situ-støbt tunnel med to tunnelrør med to kørespor i hver retning og uden nødspor.
I anlægsperioden vil der være behov for en midlertidig lystbådehavn, da der skal arbejdes under en del af Svanemøllen Havn.
Erstatningshavnen anlægges ved Færgehavn Nord og vil kunne rumme ca. 600 bådpladser.
Om tunnelen:
- Længde: 1,4 km
- Tværsnit: 9 m – det samme som Nordhavnsvejs-tunnelen
- Dimensioneringshastighed: 80 km/t
- Tunnelhøjde: Ca. 5,5 m over vejbane (med den højde er der plads til skilte og ventilation)
- Tunnel og ramper er tilpasset modulvogntog og 15 m busser
- Antal spor: 4