Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Henrik Sørensen sejler i en Devoti årgang 2012 med Wilke-mast og dansk Bojsen-Møller-sejl. Det er en fuldt ud konkurrencedygtig pakke til danske forhold og i det internationale Finn Masters-felt (+40 år). Foto: Tobias Elkær

Henrik Sørensen skiftede cykelparken ud med en Finnjolle

I 34 år gik københavneren med drømmen om at sætte sig ved roret i sin egen Finnjolle. Cyklen var ikke længere interessant, og da muligheden bød sig, var Sørensen derfor ikke langsom til at handle. Læs interview med den 57-årige sejler.

Af Sara Sulkjær |

Som 10-årig indledte Henrik Sørensen sin sejlerkarriere, efter at han og familien et par år forinden var flyttet til Korsør. Her opdagede Henriks forældre en reklame i Korsør Posten om muligheden for at sejle Optimistjolle. En mulighed, som hverken forældrene eller den i dag 57-årige Henrik lod gå fra sig.

Finnjolleklubben har talt med sejleren og bringer nu dette portræt, som Minbaad.dk har fået lov at dele:

Henrik Sørensen, hvilke både/joller har du sejlet i?

- Efter Optimistjollen købte jeg en gammel Europajolle. Det blev Europaen, da der i naboklubben Skælskør var en ret stor flåde af Europaer. Men i Korsør havde den ikke den store tiltrækning, så jeg lå og sejlede alene rundt. Efter Korsør Sejlklub i 1977 afholdt et VM-udtagelsesstævne for Laserjoller, hvor der var over 100 både med, besluttede min far at sætte lidt skub i tingene, og i efteråret købte han to Laserjoller til min bror og mig.

- Udover Laseren har jeg også sejlet Flipperjolle, Trapezjolle og prøvet en smule Star samt en del kølbåde af forskellig slags til blandt andet Fyn Rundt, Sjælland Rundt med mere. I 1984 deltog jeg i DM for Finnjoller. Det var lykkedes at skaffe nogle Finnjoller, som vi Lasersejlere kunne låne og se, om båden var noget fremover, som næste båd efter Laseren. Jeg ville gerne have fortsat i Finnjollen det efterfølgende år, men på grund af jobskifte og at jeg skiftede bopæl og flyttede fra Korsør til København, mødte min kone og alt muligt andet kom jeg aldrig i gang, og røg efterfølgende helt ud af sejlsporten.

Hvornår begyndte du at sejle Finnjolle?

- Jeg købte min båd brugt i efteråret 2018.

Hvad fik dig til at prøve Finnjollen?

- Det var den uforløste plan og drømmen om Finnjollen, som jeg havde gået med i omkring 34 år, som, da muligheden bød sig, skulle indfries. Jeg havde da cyklet en del år, men var løbet lidt sur i det, så der blev solgt ud af cykelparken og sparet op til båd. Nye regler med begrænsning i master og sejl, samt solide og holdbare både, har også gjort det økonomisk overkommeligt og muligt at få fat i en god brugt båd og udstyr, som stadig er konkurrencedygtigt.

Hvad får dig til at blive ved at sejle Finnjolle?

- Båden er jo super sjov at sejle, også selvom det er en tung krabat. Man bliver udfordret på både sejlteknikken, taktikken, teknologien og fysikken, og det tiltaler mig meget. Det vigtigste er dog kammeratskabet, du kan altid få et godt råd med på vejen. Der er kort sagt gode muligheder for at udvikle sig som sejler på alle områder. Men det aller-, allervigtigste er kammeratskabet, og hyggen er i højsædet. Intet stævne uden moleøl, grill og (sø)røverhistorier.

Hvor meget sejler du i Finnjollen?

- Jeg sejler i snit to gange om ugen i sommerperioden og én gang om ugen om vinteren. Man kan komme på havet og sejle med/mod ligesindede med max 5-10 minutters tilrigning – og selv bestemme hvornår og hvor længe man sejler, da man ikke er afhængig af koordinering med en besætning.

Vil du anbefale Finnjollen til andre sejlere – og hvorfor?

- Ja, jeg kan kun anbefale at komme i gang. Det kan ovenikøbet gøres for en overkommelig investering. Finnjollen er en robust og holdbar båd, og der findes gode brugte både og udstyr både i DK og i udlandet. Når først man har en ‘grundpakke’ at sejle med, så er de årlige omkostninger for at holde sig konkurrencedygtig omkring 5.-10.000 kr. inklusiv sejl.

- Når vi kapsejler, sker det som regel på relativt korte baner, så bådene holdes samlet, og man ligger derfor ikke spredt for alle vinde. Der er hele tiden nogen, du skal sejle fra.

Hvad skal man være opmærksom på, inden man kaster sig ud i at sejle Finnjolle?

- Sørg for at få hjælp til indkøb af det rigtige udstyr. Dansk Finnjolleklub hjælper gerne med dette, ellers er der ingen undskyldning, bare se at komme igang

Hvad har hidtil været din bedste oplevelse i forbindelse med Finnjolle-sejlads?

- Det var i sensommeren 2018, hvor Finnjolleklubben afholdt en Finnjolle Clinique, hvor alle kunne tilmelde sig. Det var lige efter, jeg havde taget beslutningen om at komme i gang med Finnjollen, så jeg tilmeldte mig, fik stillet båd til rådighed, fik god instruktion med på vejen og blev i det hele taget modtaget af en masse dejlige, imødekommende og sjove Finnjolle-sejlere, som villigt gav tip og råd fra sig.

- Det var her, jeg også købte min båd, som jeg fik en masse hjælp og råd til i forbindelse med handlen og køb af mast og sejl. Båden havde lidt kapsejlads-sår, som skulle lappes, og også her var der god hjælp i form af henvisning til en god bådebygger.

- 2019 Masters VM i Skovshoved og DM samme sted weekenden inden er de største sportsmæssige oplevelser med masser af hygge, moleøl og kød i lange baner på grillen og ikke mindst gode og fair sejladser, som altid foregår i god ro og orden. Juryen har sjældent travlt, og de få uoverensstemmelser, der kan forekomme under sejladserne, klares over en kop øl.

Kilde: Finnjolleklubben

Motor
content-loader
content-loader
content-loader