Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
INEOS Team UK har tidligere været på træningslejr på italienske Sardinien. Foto: INEOS Team UK / Facebook

Endnu et America's Cup-stævne aflyses - første event sejles i december

Coronavirussen spænder ben for årets andet World Series-stævne i Portsmouth, der skulle være sejlet fra den 4. juni. I stedet mødes sejlerne første gang den 17. til 20. december i Auckland.

Af Sara Sulkjær |

I sidste uge kunne det førstplanlagte America's Cup-stævne, der efter planen skulle være sejlet i Italien fra den 23. april, streges i kalenderen.

Nu må de fire udfordrende teams endnu engang hive kalenderen frem. 

Denne gang er det det britiske World Series-stævne i Portsmouth, der står for skud. Et stævne, der skulle være skudt i gang den 4. til 7. juni. 

Flere måneders ekstra forberedelse

Foruden logistiske udfordringer med transport af bådene, udstyr og mandskab spiller sikkerheden for deltagerne på land og vand en væsentlig rolle for aflysningen:

- Offentlighedens, de frivilliges, interessenternes, arrangørernes og America's Cup-holdenes sundhed og velvære må sættes i første række, understreger America's Cup på deres hjemmeside og fortsætter:

- Beslutningen var ikke let at tage og gør det i de kommende måneder muligt for alle holdene at fokusere på deres respektive arbejdsprocesser i deres hjemhavne, imens de planlægger logistikken for deres flyt til Auckland.

Mødes to gange før America's Cup

Kun to en halv måned før selve America's Cup, der indledes den 6. marts i Auckland, New Zealand, mødes de lynhurtige AC75'ere første gang.

Auckland danner ligeledes rammerne om dette event, der sejles mellem den 17. og 20. december. 

En måned senere, den 15. januar, mødes sejlerne atter til Prada Cup, hvorefter selve America's Cup løber af stablen i marts.

Kilde: America's Cup

Motor
content-loader
content-loader
content-loader