Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Sejlklubber

Dansk Sejlunion nytænker Diplomsejlerskolen med flere spor og ny samlemappe

Den nye Diplomsejlerskole udvider til tre hovedspor - jolle, windsurf og kølbåd. Samtidig kan sejlerne vælge både eventyr og kapsejlads som linje i diplomerne.

Af Sara Sulkjær |

I mange år har Diplomsejlerskolen været Dansk Sejlunions røde tråd i sejleruddannelsen af børn og unge.

Tusindvis af børn har i årenes løb taget Sæl-, Søløve- og Delfindiplomer - og de mest vedholdende har til sidst kunnet pryde væggen derhjemme med op til syv diplomer. 

Nu er det imidlertid slut med diplomer i den velkendte form. Fra 2020 relancerer Dansk Sejlunion Diplomsejlerskolen, og i det nye format er papirdiplomerne afløst af små diplomkort i kreditkortstørrelse.

Skal motivere til ny viden

Kortene sætter du ind i særlige samlemapper, så du hele tiden har et nemt og praktisk overblik over dine færdigheder. 

- Vi vil gerne skabe sejlerliv, hvor du hele tiden har overblik over, hvordan du kan blive dygtigere - og hvor du også har overblik over de forskellige retninger, du kan vælge, understreger klubkonsulent i Dansk Sejlunion, Henrik Tang Kristensen, ankermand bag udviklingen af den nye Diplomsejlerskole, i en pressemeddelelse.

- Derfor giver det mening med en samlemappe. Her kan du hele tiden se, hvor langt du er nået, og hvordan du kommer videre. Vi tror på, det kan motivere og inspirere sejlere til at stræbe efter nye kompetencer, fortsætter han.

Fælles udgangspunkt

Helt i tråd med den hidtidige Diplomsejlerskole, så handler færdighederne i de første diplomkort om at lære en masse basale forhold omkring sejlads, eksempelvis grundlæggende manøvrer og kendskab til klubbens sikkerhedsforhold. 

I takt med, at sejleren bliver dygtigere, kan han eller hun vælge at følge et spor, der passer til ens interesser. Er du mest til kapsejlads, følger du én vej - er du mere til eventyr, følger du en anden vej. 

- Nu bliver eventyret en integreret del af Diplomsejlerskolen. På den måde vil vi gerne understrege alsidigheden i at være en god sejler. Alle har et fælles udgangspunkt med fokus på navigation, oplevelse, natur og sømandskab, forklarer Henrik Tang Kristensen. 

Diplomer for kølbåde

En anden nyskabelse er diplomkort for kølbåde. Hidtil har jolle og windsurf udgjort skolens to linjer. Den nye Diplomsejlerskole har tre spor: jolle, windsurf og kølbåd, foruden en mindre speciallinje for kitesurf. 

- Det er et vigtigt skridt for helheden i Diplomsejlerskolen at få kølbådene med. Det betyder også, at Diplomsejlerskolen bliver naturligt integreret med klubbernes sejlerskoler. Fra nu af er Diplomsejlerskolen for sejlere i alle aldre - også de voksne, understreger Henrik Tang Kristensen. 

Sejlerskoler kan eksempelvis lade det nye diplomkort "Begyndergast" indgå som et skridt på vejen i undervisningen. Og når en sejlerskoleelev senere får "Rorsmand"-kortet, vil eleven med sine færdigheder være klar til Duelighedsbevisets praktiske prøve. 

Samspil med sejleruddannelser

En væsentlig pointe ved den nye Diplomsejlerskole er netop at skabe sammenhæng mellem sejlerens udvikling af færdigheder og de kompetencegivende sejleruddannelser. 

Derfor har samlemapperne lommer til Duelighedsbeviser, Speedbådsbeviser, Yachtskipper, SRC og kanalbeviser. 

- Vi håber, at klubber og sejlere i alle aldre vil tage godt imod de nye og mere alsidige muligheder, som vi lægger op til med den nye Diplomsejlerskole, fastslår Henrik Tang Kristensen. 

Få mere at vide på diplomsejlerskolen.dk - her kan sejlklubber også bestille nye materialer. Spørgsmål om Diplomsejlerskolen kan stilles via henrik@sejlsport.dk 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader