Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
To årtiers bedste foto fra sejlsportens verden. Den erfarne fotograf Gilles Martin-Raget er ophavsmand til det imponerende billede. Foto: Gilles Martin-Raget

Billede fra år 2002 kåret som årets bedste sejlsportsfoto siden årtusindskiftet

En trimarans kamp mod store bølger nær Storbritannien sikrer Gilles Martin-Raget titlen som årets sejlsportsfoto siden år 2000. Se også, hvem lystsejlere fra hele verden har kåret som vinder af publikumsprisen samt modtageren af årets særpris.

Af Sara Sulkjær |

Selvom kameraerne er forbedrede, og sejlsportsfotografernes arbejdsforhold er udviklede, bliver det et atten år gammelt billede af Orma 60 Fujifilm II-trimaranen, der løber med hovedtitlen som det bedste sejlsportsfoto siden år 2000.

Et billede, der er taget af franske Gilles Martin-Raget, og som har landsmanden Loïck Peyron og besætning som hovedmotiv under en udfordrende sejlads i området Le trou du diable, syd for den britiske Ushant-ø.

Et ikonisk foto

Siden 1986 har Martin-Raget fulgt verdens største sejladser fra sidelinjen. Tusindvis af billeder er fulgt i kølvandet på de mange events, hvilket Martin-Raget nød godt af, da hans bidrag til konkurrencen skulle udvælges:

- At kunne vælge i 20 års arkiver er selvfølgelig en lille fordel for gamle ræve som mig, da mange deltagere er ret unge - det er en god nyhed - men fremtiden tilhører dem, forklarer franskmanden til yachtracingimage.com.

En jury bestående af eksperter fra såvel fotografiets som sejlsportens verden har udpeget vinder-fotoet, der af jurymedlem Nicolas Mirabaud beskrives som ikonisk:

- På den ene side fordi dette stormfulde hav og pyramidebølgerne er helt utrolige, og på den anden side fordi billedet blev taget i en æra med overgang mellem slides og digitale kameraer, forklarer Mirabaud.

Mini'er i stormvejr

Over 12.000 offentlige stemmer har samtidig udpeget vinderen af publikumsprisen. En pris, der tildeles spanske Alfred Farré med et billede af to Mini'er i en storm under Mini Med 2009. 

En særlig pris er desuden sendt mod britiske Dan Towers og hans fotografi VELUX 5 Oceans-starten i 2006-07 på Biscaybugten.

Præmieoverrækkelsen fandt sted online og kan ses her, ligesom vi viser vinderbillederne øverst og nederst i artiklen.

Kilde: Mirabaud Yacht Racing Image

Motor
content-loader
content-loader
content-loader