Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Det er igen muligt at afvikle kapsejladser i dansk farvand, hvis regerings retningslinjer efterleves. Foto: AFI 2Star / Peter Brøgger

Ti personer på banen og to meter afstand gælder også i en båd og ved mærkerunding

Overholdes forsamlingsforbuddet på ti personer, og bevares en afstand på to meter mellem deltagerne, kan kapsejladser lovligt skydes i gang, vurderer Dansk Sejlunion. Appel- og Regeludvalget har samtidig udarbejdet et coronatillæg. Ved spørgsmål opfordres arrangørerne til at kontakte DS.

Af Sara Sulkjær |

Under de nugældende coronarestriktioner kan sædvanlig kapsejladsaktivitet desværre ikke gennemføres. Det skyldes både forsamlingsforbuddet og anbefalingen om at holde afstand.

Sådan lyder den klare anbefaling fra Dansk Sejlunion.

Mindre kapsejladser er tilladt

Til gengæld vurderer unionen, at mini-konkurrencer (kapsejlads) i klubregi kan gennemføres inden for myndighedernes retningslinjer på betingelse af, at forbuddet mod at forsamles i større grupper end ti personer overholdes. 

Samtidig bør der holdes afstand på to meter til andre – dette gælder fra havn til sejladsområde og retur.

- Det vil sige, at der kan afholdes mindre kapsejladser for små grupper af joller, windsurfere eller kølbåde (1-2 personer eller familier). Sådanne små konkurrencer kan gennemføres af kapsejlerne selv uden officials ved at benytte faste mærker og starte ved hjælp af ”hare-start”, forklarer DS på sin hjemmeside.

Flere deltagere kræver planlægning

Ønsker flere sejlere at deltage vil det kræve planlægning, der sikrer, at forbuddet mod at forsamles i grupper på mere end ti personer overholdes.

Dette kan eksempelvis ske via gruppeopdeling, forskudt afgang/ankomst fra/til havn, anvendelse af omvendt respitstarter for kølbåde og lignende.

Ved klubregi skal forstås, at det er en aktivitet for klubbens medlemmer, mens der ved sejlads i kølbåd højest må være to personer ombord, og det bør være med fast makker. Familier, der bor i samme husstand, kan desuden sejle sammen.

Vær samtidig opmærksom på, at der ikke må være mere end ti personer per aktivitet – inklusiv eventuelle officials såsom baneleder, hjælpere og så videre.

Kontakt DS ved kap-åbning

Forbuddet mod forsamling af mere end ti personer gælder både indendørs, udendørs og på vandet. 

Det er altså vigtigt, at man til enhver tid har overblik over, hvor mange der deltager, og at begrænsningen på ti personer ikke overskrides. Anbefaling om at holde afstand på to meter gælder også i en båd.

Klubber, som går med tanker om at åbne eller sejle større kapsejladser, opfordres til at kontakte Mikael Jeremiassen direkte for at få vurdering af, hvorvidt dette er muligt inden for de kendte rammer.

Coronatillæg til kapsejladsreglerne

Dansk Sejlunions Appel- og Regeludvalg har desuden udarbejdet et ”coronatillæg” til kapsejladsreglerne, hvor definitionerne ”Holde klar”, ”Mærke-plads” og ”Plads” er tilpasset den generelle anbefaling om at holde to meters afstand.

Tillægget gælder, når det er anført i indbydelsen og i sejladsbestemmelserne.

Dansk Sejlunion opfordrer til at tillægget anvendes, så længe anbefalingen om afstand er gældende.

Se tillægget her.

Kapsejlads under DH – ændring af mål

De fleste kølbåde i websejler er registreret med en sejlføring, der er optimal til en fuld besætning. Den registrerede sejlføring (sejlmål) indgår i beregningen af bådens sømiletider.

Da mange sejl (eller stor sejlføring) kan være svært at håndtere med en begrænset besætning (én eller to personer) eller med familie, hvorfor der kan være behov for at reducere sejlføringen, så den passer bedre til besætningens størrelse. 

Det kan eksempelvis ske ved at afmelde spiler (symmetrisk og/eller asymmetrisk) eller ved at skifte et stort forsejl (genua) til et mindre forsejl (fok).

Ændring af bådens sejlføring (sejlmål) i websejler er gratis og kan ske efter nedenstående retningslinjer:

• Indberetning via enten klubmåler eller sejlmager

• Hvis ejer har fået udleveret sejlmåleskema fra sejlmager eller klubmåler kan dette fremsendes pr. mail til websejler@sejlsport.dk – husk at oplyse cert.nr., bådtype og sejlnummer

• Hvis ejer ønsker at anvende tidligere registrerede sejlmål med henvisning til bådens historik, fremsendes mail til websejler@sejlsport.dk med oplysning om hvilke ændringer, der skal foretages – husk at oplyse cert.nr., bådtype og sejlnummer

Når Dansk Sejlunion modtager henvendelse vedrørende ønske om ændring af sejlmål, vil disse blive registreret og ejer vil efterfølgende blive informeret om ændringen. Spørgsmål herom rettes til websejler@sejlsport.dk

Lokale tilretninger

I nogle klubber tilrettes bådes sejlføring lokalt via testberegning på websejler.dk.

Dansk Sejlunion har tidligere accepteret denne model, og gør det fortsat, så længe den enkelte båd har en gyldig kapsejladslicens, og at der er tale om sejladser i klubregi – hvilket vil sige sejladser hvor kun klubbens medlemmer deltager.

Hvis en sådan model anvendes, er det Dansk Sejlunions opfordring, at retningslinjer for, hvad der kan ændres samt hvordan det udføres, er beskrevet og tilgængelig, så alle kender præmisserne.

Kilde: Dansk Sejlunion

Motor
content-loader
content-loader
content-loader