Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
En let båd i kulfiber og med kulfibermast. Båden vejer kun 10,2 ton, hvor de 5,3 ton sidder i en 2,9 meter dyb køl. Der findes et helt nyt stel racing sejlstel til båden. Privatfoto
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Jan Møller får nu mere fart på i en German Frers 50.
Kapsejlads

Jan Møller skifter Aphrodite 101 ud med German Frers 50 til solosejlads

Jan Møller opgraderer med en fem meter længere båd, der har et krydsstel på 140 kvm og en spiler på 240. Om få dage tager han til Italien med venner, hvorefter kulfiber-epoxy-båden sejles 3.000 sømil hjem i et hug. - På grund af corona vil vi undgå havne, siger Møller til Minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Vedbæk-sejler Jan Møller, der for alvor blev kendt i Danmark, ikke mindst i sejlerkredse, efter han i 2004 sejlede jorden rundt alene i en Open 40, har nu fået solgt sin Aphrodite 101. I stedet har han af en italiensk Starbåd-sejler købt en German Frers 50 fra 2004. 

En let båd i kulfiber og med kulfibermast. Båden vejer kun 10,2 ton, hvor de 5,3 ton sidder i en 2,9 meter dyb køl. Der findes et helt nyt stel racing-sejl til båden.

Sejles hjem i et hug med venner

Om at sejle båden hjem siger den 55-årige sejler, der til dagligt er direktør for lanternevirksomheden Lopolight i Hørsholm:

- Båden er stor og ligger i Italien, 130 kilometer syd for Rom i Gaeta. Derfor skal båden sejles hjem. Det bliver hun af en drømmebesætning bestående af Sven Møller, Erik Venøbo og mig. Vi planlægger at tage de crika 3.000 sømil i et hug hjem til Danmark. På grund af corona er det besværligt at gå ind i havnene. Der er watermaker på båden, og vi køber proviant til, at vi kan sejle i ét stræk. Turen er planlagt med afsejling 6. september med forventet hjemkomst omkring 20. september, forklarer Jan Møller til Minbaad.dk.

Han mener ikke, at Biscayen bliver et problem:

- September er godt i Biscayen, oktober er ok, men du kan se, at Vendée Globe-sejlerne starter til november ude i Biscayen. Men det kan altid blæse der, siger Jan Møller.

Til sejlturen hjemover har han støtte fra landholdet, bestående af kollegaen Peter Hancke, Jacob Handrup og solo-sejleren Jens Als Andersen.

Skal bruges til solo Danmark rundt offshore og Silverrudder

Om hvad båden skal bruges til, siger han:

- Hun skal bruges til cruising og singlehandkapsejlads, så du vil nok se hende på solo Danmark Rundt, solo Sjælland Rundt og Silverrudder næste år. Men jeg overvejer også en polsk sejlads fra Gdansk, hvor Gotland bliver rundet. Næste år skal min hustru og jeg også til Stockholm på tur.

Båden vil også kunne sejle Fyn Rundt fra både Kerteminde og Bogense, hvor den sandsynligvis vil være første kølbåd i mål.

Dream on - bliver navnet

- Til konkurrenterne har vi blot denne besked, hvis de håber at overhale hende: Dream on… , som så også bliver hendes navn, siger Jan Møller og griner om båden, der er købt og formidlet via Gitte Louise Juhl fra Yachtbroker. Juhl bor til dagligt i Italien.

Jan Møller er i øvrigt med i sejladsen Anholt Lone Star, hvor han sejler i aften. Det bliver den sidste tur i hans Aphrodie 101, hvor han sejler med den nye ejer, Thomas Sandal, der skulle være en god sejler.

German Frers 50
Længde: 14,99 m

Bredde: 4,19 m

Dybgang: 2,90 m

Vægt: 10.200 kg

Kølvægt: 5.300 kg

Bygget: Carbon/epoxy

Motor: Yanmar 4JH3TE 75hp sail drive

Design: Frers Naval Architecture

Byggested :Logos Composites S.A. (Switzerland) - Uggè Boatyard (Italy)

Mast og bom: Nordic Mast Carbon mast - park avenue boom

Byggeår: 2004

Pris: Ukendt

Motor
content-loader
content-loader
content-loader