Businessmanden Lars Ive om Xp 38: Den kan håndteres af to
- Det er ikke mig, der bestemmer om bord, det har jeg ikke behov for, siger Lars Ive om at sejle på sin Xp 38 med kulfibermast. Læs, hvad den tidligere KDY-formand mener om Xp38eren. Artiklen er hentet fra arkivet.
Den 61-årige sejler (i 2012, red.) fik i år leveret sin sprøde Xp 38, der er vægtoptimeret med et stift vakuumstøbt skrog, hvor så meget vægt som muligt er lagt i bulben på T-kølen i bly.
En let og stiv mast har Lars Ive også på sin båd. Han er en af de 40 procent af de nu 45 Xp 38-ejere, der sejler med kulfibermast fra Southern Spars.
Selv vant og forstag er i kulfiber, af typen EC6. Det er ikke billigt legetøj, en Xp 38 koster sejlklar fra 2,4 mio. kroner, oplyste X-Yachts i 2012.
Et naturligt valg
Lars Ive har tidligere haft to IMX-38ere i 1994 og 1996, begge blev kaldt Soldier Blue. Både, han købte med North Sails-ejerne Henrik Søderlund, Ib Ussing Andersen og Jens Christensen.
Siden gik der arbejde i det som direktør for Matas og topstillinger i Magasin og North Sails, men fra i år har KDY-sejleren fået mere fritid, efter han stoppede hos North Sails.
Om hvorfor det lige blev en Xp 38, siger Lars Ive, der er gift med Kirsten, som han bor i Virum og har de fire voksne børn, Mathilde, Anders, Maiken og Tine, med:
- Jeg har sejlet X-både i 30 år, både i Admirals Cup og i min IMX 38, så det var naturligt for mig at købe en Xp 38. Det er en båd, som to mand kan håndtere. Det er selvfølgelig relativt mange penge for en båd, men jeg spurgte selvfølgelig min familie, om de var med på ideen, så det er ikke mit eget selvrealiseringsprojekt, forklarer Lars Ive til BådNyt.
Optimeres hos X-Yachts
Efter DH-reglen er Xp 38eren ikke helt skarp, mener KDY'eren.
- Vi har kæmpet lidt med båden. Den er super flot på vandet og sejler virkelig godt, når der er frisk luft, hvor den kan sejle sit mål hjem, men i let luft performer den ikke så godt, som vi havde forventet. Her til vinter får vi den optimeret hos X-Yachts i Haderslev, forklarer Lars Ive, der sejler med en mindre fraktionel spiler, men større storsejl end eksempelvis den tyske Xp 38er, der sejles af tidligere X-35 VM-bronzevinder, Torsten Bastiansen fra X-Yachts.
Om båden tilføjer han:
- Den er forholdsvis stiv på kryds, krænger ikke meget. Det er en dejlig båd at sejle, og den går syv knob på kryds. Jeg har ikke været meget på tur med familien i år, men det var super hyggeligt, da vi tidligere sejlede fjorten dage på ferie, og det skal vi i gang med næste år. I år lånte mine børn Mathilde og Anders båden til Anholt, og det gik, efter hvad jeg kunne forstå, ret godt, siger Lars Ive, der også holder af at vedligeholde sin båd.
- Jeg er jo opvokset i Hellerup Sejlklub med, at man skulle slibe og polere klubbådene. I dag nyder jeg at tage ned til båden og tjekke om alt er, som det skal være og skifte et tovværk eller andet. Jeg slapper af ved det, siger han.
Sejler med 80'er-vennerne
Det er også blevet til en OL-satsning i Soling, hvor han var reserve ved OL i Montreal i 1976.
I slutningen af 80'erne og i starten af 90'erne var han desuden gast på ét af de danske Admirals Cup-hold.
Og det er netop sejlere derfra, som i dag udgør kernen på Xp 38eren med Peter Kampman, Niels Henrik Sodeman, Henrik Asbjørn og Poul Leroy.
Mens Peter Kampman styrer, og Niels Henrik Sodeman tager sig af taktikken, nøjes Lars Ive selv med storsejlet.
- Det er ikke mig, der bestemmer om bord, det har jeg ikke behov for. Jeg synes bare, at det er fedt at være en del af et hold, siger Lars Ive, der forventer at sejle Big Boat-sejladser næste år, samt at sejle for Danmark i Royal Ocean Cup på Bornholm, hvor lande, som i Admirals Cup, sejler mod hinanden.
Xp 38 i tal:
Længde: 11,58 m
Vandlinje: 10,36 m
Bredde: 3,70 m
Dybgang: 2,10 m
Vægt: 6,4 ton
Kølvægt: 2,7 ton
Storsejl: 48,5 m2
Fok: 106 % 37,1 m2
Gennaker: 130 m2
Nypris, sejklar med kulfibermast: 2,5 mio. kr.
Værft: X-Yachts