Mørke og tæt tåge forhindrer Marinehjemmeværnet i at finde omkommen fisker på Øresund
Lokalkendskab var ikke nok til at finde den savnede mand, der forsvandt fredag mellem Nivå og Helsingør. Først da en helikopter næste dag fløj over området, var det muligt at finde frem til den druknede og hans jolle.
Hav en livline til land. Sådan lyder ét af de fem sejlråd fra Søsportens Sikkerhedsråd. Et råd, der fredag aften kl. 22.20 iværksatte en SAR-operation hos de danske søredningstjenester.
En mand, der var draget på sejltur i en mindre jolle med påhængsmotor og ikke var vendt retur fra sin sejlads mellem Nivå og Helsingør, fik alarmklokkerne til at ringe.
Søgte de rigtige steder
På Øresund blev Marinehjemmeværnets MHV906 Fænø udpeget til OSC, den såkaldte on-scene commander.
Også Søværnets skibe, Søløven og Rota, samt Rescue Gilleleje og Beredskabsstyrelsens Afrodite deltog i eftersøgningen af den savnede mand, der blev besværliggjort af den dårlige sigte:
- Vores lokalkendskab med hensyn til strøm og dybder gjorde, at vi søgte de rigtige steder, men mørket i forbindelse med den tætte tåge gjorde, at vi i løbet af natten ikke fandt fiskeren, selvom vi var utroligt tæt på, forklarer fartøjsfører på Fænø, Christian Gravad til Marinehjemmeværnets Facebookside.
Helikopter blev afgørende
Først lørdag, da Marinehjemmeværnets MHV809 Antaras fra Skovshoved og en helikopter sluttede sig til eftersøgningen, lykkedes det helikopteren at finde den omkomne fisker syd for Nivå.
Jollen dukkede samtidig op i farvandet mellem Rungsted og Vedbæk.
Kilde: Marinehjemmeværnet