Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Tør du drømme stort og er du født med et godt gå-på-mod, kan du få lov at fortsætte Amfitrites eventyr. Foto: Frederikke Jørgensen

Efter flere års uvished dukker Amfitrite-vraget op til overfladen - nu på Sjælland

Katamaranen, der ikke vil dø. I en årrække har Minbaad.dk fulgt den sagnomspundne katamaran, der efter en tur på havnebunden i Ringkøbing var rygtet til Thailand. Nu er båden fundet på Sjælland, hvor den afhændes uden beregning.

Af Sara Sulkjær |

Et langt eventyr følger i kølvandet på katamaranen Amfitrite. Et eventyr, der som ethvert andet er spækket med op- og nedture - for Amfitrites vedkommende har de sidste dog været på fremmarch.

I 2010 modtager båden Minbaad.dk's pris som 'Årets Vrag'. Titlen, som vil få de færreste bådejere til at juble, opildner ikke katamaranens skipper til at kaste sin kærlighed over den nedslidte båd. Tværtimod.

To år senere, i januar 2012, ses resultatet af bådens 15 år lange solokamp. Den før så smukke katamaran sætter i januar kurs mod havnebunden i Ringkøbing.

Thailandske drømme

Få måneder senere puster en ny ejer liv i vraget. Båden hæves, og planen er klar: Amfitrite skal sejles til Sjælland, hvor en gennemgående renovering skal indledes, inden båden kan bevæge sig de flere tusinde sømil mod Thailand. 

Så langt når båden aldrig.

Efter i roligt tempo at have bevæget sig mod Sjælland går båden i september 2014 på grund ved Bønnestrup Strand på Djursland, da ankeret slipper under en kuling.

En del af bolighandel

Siden har bådens skæbne været uvis - lige indtil en skarp læser forleden faldt over en salgsannonce på Facebook. En annonce, der igen sætter den sagnomspundne katamaran i rampelyset.

Syv år er gået, og Amfitrite har i mellemtiden bevæget sig fra stranden i Bønnerup til en villahave i Føllenslev på Nordvestsjælland. Her finder Frederikke Jørgensen katamaranen, da hun overtager villaen, haven - og dermed også båden:

- Den står i den stand, som den ankom i. Ejeren har ingenting lavet på den, selvom han havde store planer med den og en tur til Thailand, forklarer Frederikke Jørgensen til Minbaad.dk.

Modsat den foregående ejermand har den nyslående - og påtvungne - bådejer ikke ambitioner om at gøre katamaranen sødygtig. Derfor afhændes båden frit til en ny sejler med sans for gør-det-selv og store hobbyprojekter. 

Tjek bådens annonce på Facebook her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader