Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Annelie Friis Jensen er et stortalent i Laser 4.7 fra Fredericia. Fotos: Nicolai Aistrup Pedersen
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Annelie Friis Jensen tog lovende bronze til EM U16-piger i Laser 4.7 - trods stor nedgang i Danmark

Imens Anne-Marie Rindom kæmpede i Tokyo, var den nye generation af Lasersejlere i Travemünde til EM i ILCA4 (Laser 4.7). 367 sejlere fra 26 lande deltog. Desværre er Laser-klassen i Danmark ramt af nedgang gennem flere år, forklarer Laser-formand Nicolai Aistrup Pedersen.

Af Troels Lykke |

Stævnet viste sig at byde på alt, Laser-klassen tog derned for: 367 sejlere fra 26 lande, et fantastisk højt niveau, udfordrende og afvekslende vejrforhold samt tæt og intens konkurrence. 

Det forklarer Laser-klassen til Minbaad.dk.

Vejrmæssigt startede sejlerne ud med ganske let vind, så de første sejladser blev aflyst. Til gengæld blev en tordenstorm fulgt af voldsomme regnmængder, hagl og vind startskuddet til et vejrskifte, hvor vinden langsomt kom tilbage for at slutte ugen med jævn til hård vind – på et tidspunkt over 15 m/s og meterhøje, stejle bølger.

Tre piger og to drenge fra Fredericia

Danmark var repræsenteret af tre piger, Maja Gam Frederiksen, Nathalie Klug og Annelie Friis Jensen, og to drenge, Frederik Jensen og Mads Aistrup Pedersen – alle med træningsbase i Fredericia Sejlklub.

Målsætningen før stævnet var at samle erfaring i store internationale felter samt naturligvis at måle niveauet mod de bedste.

De fem sejlere har forskellig mængde erfaring med sig, lige fra ganske begrænset erfaring i internationalt regi til tidligere EM-deltagere i Opti.

Alle er dog skiftet til ILCA4 indenfor de sidste to år og har allerede opbygget et godt niveau som resultat af rigtig mange timer på vandet.

Desværre har corona også kastet en skygge over sejlsporten, så store stævner har der ikke været mange af. Det var derfor med stor spænding, at holdet tog afsted til Tyskland - for hvor gode er sejlerne egentlig i forhold til andre?

Annelie Friis Jensen tog flot tredjeplads i EM U16-piger

Nu kender vi svaret og kan konkludere, at sejlernes niveau er ganske højt. Alle sejlere markerede sig med flotte indsatser og resultater og med det rette fokus og indsats – både fra klubber og idrætsorganisationer - vil Danmark også i fremtiden være i stand til at levere flotte resultater ude i verden.

Beviset for det høje niveau kom, da Annelie Friis Jensen kunne sejle sig til en flot tredjeplads i EM U16-piger. Et resultat, der blev grundlagt gennem en solid og stabil indsats i alle vejrforhold.

End ikke en BFD i næstsidste sejlads kunne rokke ved placeringen. Annelie Friis Jensen blev i øvrigt nr. 18 samlet af alle 120 sejlere, hvilket må betegnes som mere end godkendt.

Formand: Klassen i Danmark været ramt af nedgang

LAD formand Nicolai Aistrup Pedersen forklarer til Minbaad.dk:

- Laseren er en af de få joller, hvor der er global tilstedeværelse med stor volumen. Det betyder, at vi uden at flytte os ret langt har mulighed for at deltage i stævner med store felter.

- Desværre har klassen i Danmark været ramt af nedgang gennem flere år. Hvor vi i vores nabolande har kunne se lokale stævner med over 100 Lasere, har vi i Danmark set på 10-15 sejlere på tværs af alle tre Laser-klasser. Grunden er svær at pege entydigt på, men det er højst sandsynlig en kombination af manglende fokus blandt klubber og idrætsorganisationer, mangel på udstyr samt et stort udbud af andre jolletyper.

- Vi kan se, at udviklingen er ved at vende – både på sportspolitisk plan, men også ude i klubberne, hvor Laser-felterne pibler frem, og vi nu har flere nye Laser-sejlere, end vi har set i mange år. Vi håber naturligvis, at den positive udvikling bliver fulgt op af konkrete initiativer og støtte, både fra DS og klubber. Kun på den måde kan vi om 8-12 år heppe på en dansk Laser-sejler til OL, forklarer Nicolai Aistrup Pedersen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader