Rindoms guld giver 100.000 kroner på bankbogen
Hvis du når til tops ved OL, får du både metal om halsen og knaster til dankortet, fortæller TV2. I Taiwan modtog en guldvinder cirka 4,2 millioner kroner.
Skeetskytten Jesper Hansen var den første dansker til at snuppe en OL-medalje i Tokyo, og kan oven i sin sølvmedalje se frem til en bonus fra Team Danmark på 70.000 kroner. Det skriver TV2.
Men endnu bedre ser det ud for Anne-Marie Rindom, kan Minbaad.dk tilføje. Hun modtager 100.000 kroner for en guldmedalje i Japan.
Præmiepenge ved OL
Således fordeler præmiepengene sig for danske OL-atleter:
Guld: 100.000 kroner
Sølv: 70.000 kroner
Bronze: 50.000 kroner
Samme tal gør sig dog ikke gældende i større holdsporter som håndbold, hvor det danske herrelandshold fik 750.000 kroner i bonus for guldet i 2016. Det svarer til 50.000 kroner per mand.
Lukrative Asien
Særligt i de asiatiske lande er der guldregn over de atleter, der vender hjem fra OL som vindere.
Herunder har vi samlet et udpluk af nogle af de mest lukrative præmieaftaler:
- Ved OL i Rio noterede svømmeren Joseph Schooling fra Singapore sig for begivenhedens største præmiesum, da hans guldmedalje i 100 meter butterfly udløste lige under fem millioner kroner
- I Taiwan modtog en guldvinder cirka 4,2 millioner kroner
- En guldvinder fra Malaysia fik bogstaveligt talt mere guld i form af en guldbarre til en værdi af omtrent 3,6 millioner kroner
Kilde: TV2