Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Blandt andet 29er-sejlerne kan se frem til - forhåbentligt - igen at dyste i Grand Prix-serien og til DM. Arkivfoto

Sejlerne håber på corona-frit 2022: Her er datoerne for DS Grand Prix og U-DM

I unions-regi byder jollekalenderen i første omgang på fire større stævner. Kaløvig, Kerteminde og Skælskør er vært for Grand Prix-stævnerne, mens Lemvig Sejlklub i Limfjorden byder velkommen til danmarksmesterskabet.

Af Sara Sulkjær |

Landets jollesejlere kan sætte kursen mod et 2022, hvor færre stævner og mesterskaber vil påvirkes af den omfattende og fortsat højaktuelle corona-pandemi. Det er i hvert fald håbet hos Dansk Sejlunion, som netop har offentliggjort kalenderen for den kommende sejlsæson:

- Efter et par sæsoner med corona håber vi, at vi i 2022 igen kan gennemføre stævner uden alt for mange restriktioner, understreger Dansk Sejlunion på sin Facebookside.

Sailxtreme og Harboe Cup

Første gang jolle-sejlerne skal i ilden bliver den 7.-8. maj, hvor Sailing Aarhus og Kaløvig Bådelaug står i spidsen for årets første Grand Prix-stævne under sejlunionen. 

Et stævne, der som de øvrige i serien er målrettet sejlerne i Optimist A, Zoom8, Europe, ILCA (Laser) og 29er.

Herefter vendes stævnen mod det traditionsrige Sailxtreme-stævne i Kerteminde den 4.-5. juni, inden sæsonen sluttes den 24.-25. september. Det sker i Skælskør, hvor der traditionen tro inviteres til Harboe Cup.

DM i Nordvestjylland

Også ungdomssejlernes danmarksmesterskab kan skrives i 2022-kalenderen. Lemvig Sejlklub i Nordvestjylland er vært for stævnet, der får besøg af Optimist A, Zoom8, Europe, ILCA (Laser), 29er og Feva.

De unge danmarksmestre findes efter planen den 10.-11. september.

Kilde: Dansk Sejlunion

Motor
content-loader
content-loader
content-loader