Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den brændende båd er som denne af mærket Wellcraft, men dog en anden model. Foto: YouTube

Brændende båd efterladt direkte på kørebanen i Holbæk

Trailer og motor var fjernet fra båden, der i aftenmørket stod i flammer på en sidevej. Hverken ejeren eller årsagen til branden er fundet.

Af Sara Sulkjær |

En kvindelig billist kører tirsdag aften ad Skovvejen mod øst nær Holbæk. På en sidevej bemærker hun et atypisk flammeskær og beslutter derfor at sætte kurs mod stedet:

- Hun troede først, at det var en bil som brændte, og kørte hen for at se, om nogen var i nød, forklarer Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Båden undersøges nærmere

Det var ikke tilfældet. I stedet stod en ældre motorbåd af mærket Wellcraft i flammer. En båd, der var efterladt direkte på kørebanen uden hverken trailer eller motor.

Et hurtigt 112-opkald sendte politiet mod branden, der dog ikke umiddelbart var mulig at opklare:

- Politiet indbragte derfor båden til nærmere undersøgelse og for at finde frem til ejeren, fortæller politiet.

Politiet søger vidner

Heller ikke bådens ejer er identificeret. Har man bemærket båden, der har et hvidt fribord med en rød kant samt et sort/hvidternet flag malet forrest på siden, bør man derfor kontakte politimyndigheden. 

Oplysningerne kan indleveres til politiet på nr. 114.

Se billeder af den brændende båd hos Sjællandske Nyheder her.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Motor
content-loader
content-loader
content-loader