Digitale løsninger sparer havnefogeder for tidskrævende papirarbejde
Meningerne om online betaling på havnene er mange. Fakta er dog, at de digitale løsninger med apps og betalingsstandere ofte frigiver tid bag skrivebordet for havnens medarbejdere. I Sønderborg har de kastet sig over den danske app-udvikler Harba.
Fastliggere og gæstesejlere fra nær og fjern sætter hvert år kurs mod Sønderborgs lystbådehavne. En glædelig, men også tidskrævende, aktivitet, der hvert år efterlader den lokale havnemester, Torben Østerby, med flere ugers administrativt papirarbejde.
At oprette og sende fakturaer samt at spore betalingerne fra sine fastliggere var blandt de største tidsslugere, når sæsonen skulle indledes og efterfølgende afvikles sidst på året.
Automatiserede fakturaer
For halvandet år siden implementerede Torben Østerby derfor HarbaMaster’s software til administration af lystbådehavne i alle havnene i Sønderborg Kommune.
Tiden bag skrivebordet blev væsentligt reduceret, da de sædvanlige fakturaer ikke længere skulle oprettes og sendes. Ud over dette er der heller ikke længere behov for, at han skal finde frem til kundernes indbetalinger.
HarbaMaster giver nemlig havnemesteren muligheden for at udsende automatiserede fakturaer og påmindelser til flere kunder ad gangen. Betalingerne klares nu online med kreditkort og registreres automatisk i HarbaMaster.
- Med kun tre klik kan jeg sende 40 fakturaer afsted til mine kunder på samme tid, og med kun to klik kan jeg kontrollere, om de har betalt dem eller ej, forklarer Torben Østerby til Harbas egen hjemmeside.
Nemt for sejlerne
Også for sejlerne selv er den digitale løsning nem og enkel, da betalingen af såvel plads som andre af havnens faciliteter klares ved hjælp af enten HarbaApp eller HarbaKiosk.
Dermed undgår gæstesejlere at lede efter havnefogeden, når gæstepladsen skal betales eller WiFi-koden indhentes, ligesom havnens medarbejdere potentielt vil have mere tid til at servicere havnens brugere.
OM HARBA
HarbaApp er en gratis mobilapp til sejlere, der giver brugerne muligheden for at kunne reservere en havneplads på forhånd eller betale for den, når sejleren har lagt til. For de havnegæster, der ikke ønsker at downloade appen, tilbyder Harba muligheden for at foretage betalingen på en onlineportal eller via HarbaKiosk – efter ankomsten til lystbådehavnen.
HarbaKiosk er en selvbetjeningsautomat, hvor havnens gæster kan foretage betalinger samt udskrive klistermærker, som de kan klistre på deres båd således, at det er lettere at se, om de har betalt eller ej. Når gæsterne har betalt ved hjælp af en af ovenstående betalingsmetoder, vil sejleren automatisk få direkte adgang til alle de relevante adgangskoder til havnens faciliteter.
HarbaApp og HarbaKiosk er integreret med HarbaMaster’s havneadministrationssoftware, hvilket gør det nemt for havnefogeden at indsamle de relevante informationer om gæsterne såsom deres båddata, betalinger med mere.
Læs mere om Harba her.