Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
I 84 intense timer søgte U.S. Coast Guard efter de savnede. Foto: GoCoastGuard.com / YouTube

U. S. Coast Guard indstiller eftersøgningen af forsvunden motorbåd med 20 ombord

En 29 fod lang båd forsvandt i julen i farvandet mellem Bahamas og Florida. Trods en lang eftersøgning af et 44.000 kvadratkilometer stort område med flere deltagende enheder lykkedes det ikke at finde de savnede.

Af Sara Sulkjær |

Julen blev en intens eftersøgningstid for de amerikanske kystvagter i U. S. Coast Guard. Tirsdag, femte juledag indløb alarmen om en forsvunden, 29 fod lang blå og hvid motorbåd af mærket Mako Cuddy Cabin. 

20 personer skulle angiveligt befinde sig ombord på båden, der havde sat sin kurs fra Bahamas mod det sydlige Florida, hvortil fartøjet skulle ankomme mandag. 

Uhørt mange sejlere ombord

Så langt kom sejlerne aldrig. I stedet iværksatte den amerikanske kystvagt en intens redningsaktion, hvor et 44.000 kvadratkilometer stort område blev gennemsøgt, inden eftersøgningen nytårsaften måtte afblæses uden resultat:

- Vores tanker og bønner går til de eftersøgtes familier. Jeg opfordrer alle med informationer om menneskene ombord til at kontakte os hurtigst muligt, lyder den klare besked fra kaptajn Stephen V. Burdian i en pressemeddelelse fra U.S. Coast Guard. 

Undervejs er indløbet en række gisninger omkring det høje antal sejlere på den mindre motorbåd. Gisninger, som redningstjenesten dog ikke ønsker at forholde sig til:

- Vi er ligeglade med, om det er illegale indvandrere eller narkossmuglere. Vi ønsker ingen liv mistet på havet, understreger Jose Hernandez, officer i redningstjenesten, ifølge Avisen.dk.

De involverede i eftersøgningen:

• Coast Guard Air Station Clearwater C-130 Hercules

• Coast Guard Air Station Miami HC-144 Ocean Sentry

• Coast Guard kutteren Margaret Norvel

• Coast Guard kutteren Robert Yered

• Royal Bahamas Defence Force surface units

• Bahamas Air Sea Rescue Association air assets

• Patrick Air Force Base air asset

Kilde: U. S. Coast Guard, Avisen.dk og New York Times

Motor
content-loader
content-loader
content-loader