Langt og udfordrende rekord-ben venter The Ocean Race-sejlerne i Sydhavet
12.750 sømil på over 30 dage uden stop - og endda i det barske Sydhavet. Det er, hvad der venter nogle af verdens dygtigste sejlere, når The Ocean Race om et års tid skydes i gang.
The Ocean Race regnes som én af verdens hårdeste kapsejladser. I 2022-23 bliver udfordringen ikke mindre. Et rekordlangt ben i Sydhavet, der byder på kraftige storme og lave temperaturer, kommer til at presse deltagerne til det yderste.
Det står klart, efter at arrangørerne fornyligt offentliggjorde en opdateret rute for den 14. udgave af Jorden rundt-sejladsen. En sejlads, der som noget nyt for deltagelse af såvel IMOCA- som VO65-klassen.
Unikt for historien
Den præcise startdato i spanske Alicante er endnu ikke fastlagt, men vil falde i slutningen af december 2022 eller starten af januar 2023. Herfra bevæger feltet sig for første gang mod de afrikanske Kap Verde-øer og dernæst mod et yndet stop-over, Cape Town.
Fra Sydafrika går turen mod Itajaí, Brasilien. En over 30 dage lang sejlads, der kommer til at bringe sejlerne forbi Kap Det Gode Håb, Kap Leeuwin og Kap Horn - denne gang uden stop-overs undervejs:
- Vi mener, at det 12.750 sømil lange ben fra Cape Town til Itajaí er et særligt element - unikt for historien - i den kommende sejlads. De fortsatte og uforudsigelige følger af Covid har betydet, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at foretage den nødvendige planlægning for at sikre succesfulde stop i Kina og New Zealand, forklarer Johan Salén, administrerende direktør i sejladsen, på theoceanrace.com.
En af de hårdeste udfordringer
Fra Brasilien fortsætter feltet mod amerikanske Newport, inden det udfordrende Atlant-kryds mod Europa venter. Vel ovre Atlanten kan de danske sejlsportsfans se frem til et besøg af de dygtige sejlere og de imponerende kap-både i Aarhus, inden ruten fortsætter mod hollandske Haag og afslutningen i Genova, Italien.
- Denne kapsejladsrute er for sejlere og hold i både IMOCA- og VO65-klassen ved at forme sig til at blive en af de hårdeste udfordringer i sejladsens lange historie, understreger Johan Salén.
Få overblikket over ruten herunder:
Alicante (Spanien)
-->
Kap Verde (Afrika)
-->
Cape Town (Sydafrika)
-->
Itajaí (Brasilien)
-->
Newport (USA)
-->
Aarhus (Danmark)
-->
Haag (Holland)
-->
Genova (Italien)
Kilde: The Ocean Race