Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Sejler Mark Thorup reddede for få år siden disse tre havsvømmere fra at blive ramt af en motorbåd ved Snaptun. Foto: Mark Thorup

Mørkklædte havsvømmere skaber risiko for ulykker - sejlere bør holde udkig

Det er sæson for åbent vand-svømmestævner, og derfor træner tusindvis af havsvømmere lige nu langs kysterne, i fjorde og langs havne i hele landet. Samtidig er der mange både på vandet, og det øger risikoen for farlige situationer. For sejlerne gælder det derfor om at holde et ekstra vågent øje.

Af Sara Sulkjær |

Havsvømning er populært i Danmark, og livredderne oplever, at mange havsvømmere i disse uger kaster sig i bølgen blå.

- Det er meget positivt, at danskerne har taget havsvømning til sig, og dermed bruger vandet i en stor del af året. I øjeblikket oplever livredderne, at mange havsvømmere træner i vandet, hvor livredderne holder opsyn, og det giver en ekstra sikkerhed for havsvømmerne, der ofte træner alene eller i mindre grupper, påpeger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden, og fortsætter:

- Men uanset hvor man svømmer, skal man altid sætte sig ind i forholdene i vandet og gerne svømme mindst to sammen, så man kan holde øje med hinanden,

Undgå havne og render

Det er dog ikke solo-svømmerne, der i disse uger er den største udfordring. I stedet er det udøvernes påklædning, der bliver grobund for skadelige øjeblikke:

- Mange havsvømmere er klædt i sorte våddragter, som gør dem vanskelige at få øje på i vandet, og det kan skabe nogle farlige situationer. Derfor er det vigtigt, at man kender færdselsreglerne i vandet, og at man gør noget ekstra for at gøre sig synlig, eksempelvis ved at tage en badehætte i neonfarve på og medbringe en havtaske, ligeledes i neonfarve, som driver i vandoverfladen og gør svømmeren synlig, 

- Samtidig skal man passe på, at man ikke kommer i karambolage med både, kajakker og lignende, og derfor bør man undgå at svømme på tværs af havneudmundinger, sejlrender og andre steder, hvor der er meget bådtrafik. Der er flere og flere åbent vand-fællesskaber og svømmeklubber, som etablerer havbaner, der er tydeligt afmærket til havsvømmerne, og der vil jeg anbefale, at man søger hen, opfordrer Anders Myrhøj.

- Det kan være vanskeligt for sejlerne at se de mørkklædte havsvømmere. Som sejler kan man få en ubehagelig overraskelse, hvis man på kort afstand opdager en havsvømmer i vandet, forklarer Myrhøj videre.

Mørk skygger

Ikke kun svømmerne må være opmærksomme. Også sejlerne har et ansvar for at forebygge farlige situationer i forbindelse med havsvømningen:

- Havsvømning er en individuel aktivitet, og svømmerne har ikke nødvendigvis fået undervisning i det tekniske eller i sikkerheden omkring havsvømning. Som sejler kan du ikke være sikker på, at havsvømmerne følger opfordringen om at gøre sig synlige i vandet, og derfor er du også nødt til at holde godt udkig efter personer, som kun viser sig som mørke skygger i vandet, forklarer Sten Emborg, specialkonsulent hos Søsportens Sikkerhedsråd, og fortsætter:

- Det er glædeligt, at så mange svømmer i åbent vand, men det stiller store krav til både svømmerne og sejlerne om hensynsfuldhed og opmærksomhed. Havsvømmerne kan være svære at få øje på, og hvis du eksempelvis sejler med stort sejl, er der måske blinde vinkler for dit udsyn, som du skal passe på.

- Sejler du i motorbåd med god fart, skal du holde ekstra godt øje, og har du en person på vandski eller i gummibåd spændt efter båden, så sørg for, at I er flere til at holde udkig, så I også har fokus på det, som sker i sejlretningen.

En chokeret sejler

At der er hold i de mange opfordringer til såvel svømmere som sejlere er Sten Emborg ikke i tvivl om. Fornylig blev han selv kontaktet af en sejler, der på egen krop havde mærket, hvor afgørende et skarpt udkig under sejlads kan være:

- En sejler kontaktede os for kort tid siden for at fortælle, at han havde været tæt på at sejle en havsvømmer ned, som kom på tværs af en havneudmunding. Umiddelbart opdagede svømmeren ham slet ikke, mens sejleren fik travlt med at undvige. Det var sejleren noget chokeret over, beretter Sten Emborg.

Kano- og kajakroere og Stand Up Padlere er som udgangspunkt lettere at få øje på end havsvømmere i vandet, men også de kan dukke op helt uventet. Derfor anbefaler Sten Emborg ligeledes, at disse udøvere klæder sig i tøj i stærke farver for at blive set.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader