Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Smilet forsvandt for OL-guldvinderen Rindom, der ellers førte VM før sidstedagen ved VM i ILCa 6 i Oman. Foto: Sander Van der Borch/Loyd Images

Skuffende fjerdeplads til Rindom til VM i Laser Radial

Det blev desværre ikke til en ny VM-medalje for Anne-Marie Rindom, der slutter lige uden for podiet på en fjerdeplads i Oman. En 36. plads ødelagde medajlechancerne. – Jeg er selvfølgelig ærgerlig lige nu, for jeg ved, jeg har mere i mig, siger Rindom blandt andet.

Af Troels Lykke |

I dagens første sejlads fik hun en 36. plads, som blev hendes anden fratrækker i stævnet. Anne-Marie Rindom førte derfor stadig med et point før den anden og sidste sejlads, men blev desværre overhalet af konkurrenterne, da det gjaldt.

Med en 19. plads i den afsluttende sejlads er hun noteret for 77 point samlet - 6 point fra førstepladsen og 4 fra bronzen, viser resultatlisten.

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig lige nu, for jeg ved, jeg har mere i mig. Men jeg bliver på den anden side også nødt til at være tilfreds set i lyset af den forberedelse, jeg har haft. De piger, der vandt medaljer, er virkelig dygtige og har trænet op mod det her siden OL, og de fortjener det virkelig, siger hun i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Udfordrende uge

Forholdene har været svære med let vind og mange udsættelser og aflysninger. Det har heller ikke gjort det nemmere, at Horsens-sejleren har kæmpet med ondt i halsen under dele af stævnet.

– Jeg er rigtig glad for, at jeg kunne være med i kampen om guldet helt ind til sidste sejlads på trods af de mange fejl, jeg har lavet i løbet af ugen. Jeg havde mulighederne, men lykkedes desværre ikke med at komme helt i mål. Selvfølgelig ville jeg gerne vinde, og en fjerdeplads er altid frustrerende, men i det store hele er det et ok resultat.

Sejlerlandsholdets to andre sejlere Anna Munch og Michala Høeg Norsell slutter på henholdsvis 18. og 32. pladsen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader