Rønnows klumme: Vi skal huske alle røverhistorierne
Når sejlere er sammen, kan der opstå historier, så hårene rejser sig – og de bliver ikke dårligere med årene. Claus Rønnow fortæller selv en historie.
Når snakken går mellem sejlere, mindes vi ofte oplevelser og begivenheder, som har gjort indtryk.
Mange gange nævnes de ”gode” oplevelser med fladt vand, høj sol og en laber brise, men ind imellem kan der gå ”konkurrence” i den med fortællinger om ”dengang vi beherskede universet på trods af bølger som bjerge, vind der kunne blæse tænderne ud af munden på folk og regn, som ville øge den ganske vandstand i Østersøen, så den ville begrave Lolland”.
Jo, jo, når sejlere er sammen, kan der opstå historier, så hårene rejser sig på hovedet – og historierne bliver såmænd ikke dårligere med årene.
Vi sad en aften nogle stykker i sejlklubben og udvekslede røverhistorier med oplevelser og erfaringer. Som altid var det hyggeligt og underholdende – og måske blev der ind imellem lagt lidt til for at hæve den kunstneriske værdi. Det må være tilladt mellem venner!
Jeg kom til at mindes en tur for mange år siden. Jeg var alene på tur i Roskilde Fjord. Jeg skulle fra Kattinge Vig og nordpå. Vejret var gråt, skylaget temmelig lavt, men fint sejlvejr med en frisk VNV-vind.
På vejen forbi Frederikssund blev skyerne rigtig ”Nimbus-sorte”, og det satte ind med kraftig regn. I bredningen nord for byen kunne jeg holde op mod afmærkningen ved Dyrnæs-Hage.
Alle, der har besejlet farvandet her, ved, at det er et ”hul”, man bare SKAL ramme, da der absolut ikke er vand ved siden af. (Svømmefuglene tager fodbad tre meter uden for afmærkningerne).
Jeg var heldig. Jeg havde netop lys nok til at se bøjerne og komme igennem hullet. Men efter gennemsejlingen blev det helt forbi med sigtbarheden.
Det er det nærmeste, jeg har sejlet ”natsejlads” i dagtimer. Det var bare helt sort, og jeg have absolut ikke sigt af nogen art på grund af kulsorte skyer og voldsom regn. Jeg var ellers rimeligt forberedt.
Det var før GPS’en, men der var stukket kurser ud i kortet med kurslinier og noterede kompaskurser.
Jeg havde Nordsjælland til styrbord og Øksneholm til bagbord, og jeg skulle gerne ligge i en rende (det er jo grøfter, man ligger og sejler i, når man er i Roskilde Fjord).
Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af at blive sat østover hele tiden, så jeg strøg storsejlet – min daværende båd sejlede bedst for et forsejl - for at mindske sejl og gå ”sikker fart”.
Hvis jeg skulle blive sat ind på lavt vand, ville det være med ringe fart og på (forhåbentlig) ”blød” sandbund. Jeg sejlede simpelthen i blinde – og anede ret beset ikke, hvor jeg var. Sådan noget er altid ubehageligt.
Til sidst, efter godt en times sejlads, lettede skydækket en anelse, og regnen stilnede lidt af, og en skorsten på Stålvalseværket ved Frederiksværk dukkede frem som en tynd hvid pind – og bøjerne ved indsejlingen til valseværkets havn lå faktisk lige på min kurs.
Noget senere kunne jeg, for fulde sejl, sejle ind til den gamle lystbådehavn i Frederiksværk.
Den havde nu sin egen ”Klondyke-charme” med sine umage broer bygget af forhåndenværende materialer med skæve, frønnede pæle og de mest forskelligartede fartøjer.
Jo, vi skal huske alle røverhistorierne. Jeg er sikker på, at du også kan et par stykker.
Claus
Claus Rønnows klumme er tidligere bragt på Minbaad.dk